En stor gruppe unge i alderen 13-16 år har meldt sig som fritidsjobbere i Gellerup. Men der er bare et problem: Her i corona-tiden er der ikke ret mange fritidsjobs – så ungemedarbejder Nicolaj Wittendorf har en ny plan: Chilisovs!
Han har indkøbt tre kilo chili og vil nu have de unge i gang med at producere chilisovs.
”Vi skal bare i gang nu, og så synes jeg, det kunne være et sjovt projekt at starte med. Chilisovs er jo meget Gellerupsk. De unge får så mulighed for at gøre sig alle de tanker, der skal til for at blive iværksætter,” siger Nicolaj Wittendorf.
Det første skridt er, at man skal have et produkt, der vil kunne sælges. De unge får udleveret chili, løg, hvidløg og en tom flaske. De skal så komme tilbage med deres bedste bud på en velsmagende chilisovs.
De unge kårer selv det bedste produkt, og går herefter i gang med at finde på et godt navn – og alt det andet, der skal på plads, inden man kan sælge et produkt.
”Hvis der kommer noget godt ud af det, kunne næste skridt være, at vi låner et industrikøkken og får sat chilisovsen i produktion,” siger Nicolaj Wittendorf, som glæder sig til at smage de unges produkter.
Hvis du er interesseret i fritidsjob-projektet, kan du kontakte Nicolaj Wittendorf på niwi@bbbo.dk eller tlf. 30995399.