Stadig flere beboere fra Gellerup og Toveshøj er på vej mod job eller uddannelse. Men selvom man er kommet godt i gang, kan man stadig møde udfordringer. En ny mentor-ordning skal hjælpe etniske minoritetskvinder med at overvinde forhindringerne.
Et nyt samarbejde mellem KVINFO og Gellerup/Toveshøjs boligsociale helhedsplan skal tilbyde en ny mulighed for sparring om både personlige og faglige udfordringer. Mentornetværket hedder det. Målet er at matche frivillige mentorer med etniske minoritetskvinder, som oplever, at det er svært at gennemføre eller fastholde job eller uddannelse.
KVINFO er et videnscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed og har en lang tradition for at arbejde med mentornetværk. Centret har fået økonomisk støtte til at ansætte en person, som skal hjælpe med at få mentor-netværket godt i gang.
En tryg start på arbejdsmarkedet
Den nye medarbejder skal have fast plads i Yggdrasil i Gellerup. Her skal hun i tæt samarbejde med beskæftigelses-teamet finde de helt rigtige personer, som frivilligt kan være mentorer for kvinder, som mangler den form for støtte.
”Vi kan se, at mange kvinder fra lokalområdet er rigtig godt på vej, men måske mangler nogle at tale med om de udfordringer, de møder undervejs,” siger beskæftigelsesmentor Mona Fahd.
Hun glæder sig over, at Mentornetværket passer rigtig fint i forlængelse af den indsats, beskæftigelses-teamet i forvejen gør for at skabe en god og tryg start på arbejdsmarkedet eller uddannelsen.
”Vi gør i forvejen en del for at støtte kvinderne, men når de kommer i job eller uddannelse mister vi lidt kontakten. Her tror vi, at mentor-ordningen kan hjælpe,” siger hun.
Også Langkærparken er koblet på projektet, og kvinder i det område vil også senere få mulighed for at få en mentor.
Her kan du læse mere om stillingen som koordinator i Mentornetværket.