En gruppe unge fra Gellerup er blevet uddannet til naturdetektiver og skal lede familier fra lokalområdet på sporet af gode oplevelser i naturens spisekammer. Forleden gik de på jagt i naturen ved Naturcenter Sølyst.
Skyerne hang tungt over Naturcenter Sølyst, hvor de nyuddannede naturdetektiver forleden gjorde sig klar til at modtage de familier, som havde meldt sig til arrangementet ”Spis dit boligområde”. Selvom det stadig var ferietid, havde 33 personer meldt sig til arrangementet.
Det var blot anden gang, de unge naturdetektiver skulle være med til at stå for aktiviteter i lokalområdet. Men der var overskud til hygge og små drillerier blandt de fire piger og to drenge, som denne aften skulle guide deltagerne rundt i naturen ved Brabrand Sø.
Nogle af dem høstede grøntsager i bedene ved Natursamarbejdet, andre gjorde bålet klar til at koge suppe af grøntsagerne og bage pandebrød. Og andre igen gik på udkig efter blomster til pyntning af bordene.
Brændenældesuppe, bålpandekager og marmelade
De 13-14-årige naturdetektiver har før sommerferien været på kursus, hvor de blandt andet lærte at bruge en økse, at tænde et bål og svare på spørgsmål som: Hvor finder man spiselige urter, bær og planter? Hvad og hvor meget må jeg tage med hjem? Er der noget der er giftigt? Og hvordan tilbereder jeg det?
I alt er otte naturdetektiver udvalgt og ansat i projektet. De får løn for at medvirke i aktiviteterne, der fortsætter gennem det meste af efteråret.
De skal blandt andet samle brændenælder og lave suppe over bål, finde krydderurter til urte-te og bål-pandekager. Måske skal de også plukke vilde bær og lave marmelade af dem – og muligvis bliver der også en svampetur senere på efteråret.
Introduktion til naturens spisekammer
Friluftsrådet støtter projektet ”Spis dit boligområde”, der skal introducere beboerne i Gellerupparken, Toveshøj og Skovgårdsparken for naturens spisekammer, og de oplevelser der følger med, når man går på jagt i naturen.
Projektet er en del af satsningen Vores Natur, der hele året tilbyder masser af aktiviteter i naturen over hele landet.
”En del af aktiviteterne kommer til at foregå på Naturcenter Sølyst, der er et helt fantastisk sted. Her råder vi også over nogle højbede, så familier kan få deres eget bed, hvis de ønsker det,” fortæller Maibritt Helleberg fra Folkesundhed Aarhus Vest, der sammen med Verdens Skove, Verdenshaverne og Oliven Spejderne står bag projektet.
Afslutning med vild middag
Desuden kan der blive aktiviteter i Gellerups bypark og de nærliggende naturområder som for eksempel Skjoldhøjkilen, Gellerup Skov og True Skov.
Det hele afrundes med en ”vild middag” – en udendørs fælles middag på Gellerups nye Verdensplads. Inden middagen kan naturdetektiverne komme med på jagt og være med til at slagte og tilberede vilde retter i samarbejde med en lokal jæger.
Du kan læse mere om Vores Natur på denne hjemmeside, hvor de lokale arrangementer også vil blive slået op.