10-årige Adna er vild med fodbold, men det var svært for hendes mor at følge hende til træning. Så tilbød en anden beboer i Gellerup, Ester, at hente og bringe hende i en periode. Og nu kan hun selv cykle til fodboldtræning i Åbyhøj.
Adna havde i lang tid spurgt sin mor, om hun måtte gå til fodbold. Men det var svært, for Adnas bror gik i forvejen til svømning på det samme tidspunkt.
Hun fik så kontakt med Anett S. Christiansen, som hjælper familier i området med at skabe kontakt til lokale voksne, som har tid og overskud til at følge børn til og fra idræt. Foreningsmentor hedder ordningen.
En lokal beboer, Ester Engrob, var blevet uddannet foreningsmentor og sagde ja til at hjælpe Adna. I første omgang hentede hun Adna fra træning i Globus 1 og fulgte hende hjem. Og senere kørte hun Adna i bil til og fra træning i Åbyhøj IF.
”Nu er Adna blevet større og mere selvstændig, så nu kan hun selv cykle. Hun elsker at spille fodbold og er glad. Det er dejligt,” siger hendes mor, Nawal Haji.
Adna går i skole på Frederiksbjerg og tager bussen hver morgen kl. 7. Hun kan så lige nå at komme hjem i lejligheden igen, inden hun skal til fodbold.
”Desværre har jeg ingen bil. Så når pigerne skal til kamp eller på weekendture, kommer træneren eller en af de andre forældre gerne forbi og henter eller afleverer hende på Janesvej. I det hele taget har klubben taget rigtig godt imod Adna”, fortæller hun.
Adna er blevet en del af holdet
Jens Hansen er træner for de cirka 20 piger i Åbyhøj IF. Han glæder sig over, at Adna er faldet så godt til på holdet.
”Jeg synes faktisk, det er enormt modigt af Adna selv at tage initiativ til at begynde at spille fodbold, selvom hun ikke kendte nogen af de andre piger i forvejen,” siger han.
Holdet består hovedsagelig af piger, som kender hinanden godt i forvejen tilbage fra børnehaveklassen og til daglig alle går på Gammelgårdskolen. Men Adna er nu blevet en fast del af holdets sociale liv.
”Det har selvfølgelig taget noget tid, men nu kan man virkelig se, at hun er en del af holdet,” siger træneren.
Han fortæller, at han og spillerne tidligere har talt meget om, hvordan man kan tage godt imod nye piger på holdet. De har blandt andet lavet nogle ”spilleregler” for, hvordan man taler til og med hinanden på holdet.
”Åbyhøj er i forvejen et ret sammensat område, og vi vil gerne have alle, som har lyst til at spille fodbold, til at føle sig godt tilpas på holdet,” siger fodboldtræneren.
Måske har du også en søn eller datter, som gerne vil deltage i foreningsaktiviteter, men har brug for hjælp til at komme i gang? Eller måske har du lyst til at blive foreningsmentor? Så skal du kontakte Anett S. Christiansen i Det boligsociale hus Yggdrasil på email anch@bbbo.dk.