En del foreninger i Gellerup og Toveshøj har længe – også før corona-nedlukningen – været i bekneb for lokaler. Aarhus Kommune kommer nu lokalområdet i møde og er klar til at finde lokaler til foreningerne. Også Gellerup Museum får nu kommunal støtte de kommende fem år.
De beboervalgte repræsentanter i Gellerupparkens afdelingsbestyrelse har i lang tid været utilfredse med politikerne i Aarhus Byråd, som de mener blandt andet har tøvet alt for længe med at udløse støtte til Gellerup Museum.
Desuden mener beboer-repræsentanterne, at Aarhus Kommune havde lovet at finde lokaler til foreninger i Gellerup og Toveshøj, der har været hjemløse, blandt andet på grund af lukningen af Foreningernes Hus.
Løftet blev givet i byrådets budgetaftale for 2021, men tilsagnet var forudsat, at der i Gellerup ville være tilslutning til helhedsplanen. Men da kommunen ikke fremlægger en helhedsplan før til juni, er det ikke muligt at stemme om den før det tidspunkt.
Men forleden var der positivt nyt i et brev fra borgmester Jacob Bundsgaard: Aarhus Kommune har besluttet, at der nu skal stilles lokaler til rådighed til foreningerne. På møde mellem partierne i januar blev det besluttet, at der nu er penge til huslejen:
”Vi går derfor nu i gang med at se på de nærmere betingelserne for brug af midlertidige foreningslokaler. De midlertidige lokaler skal være tilgængelige frem til, Sports- og Kulturcampus står færdig, og brugen vil senest udløbe med udgangen af 2021,” skriver borgmesteren.
”Vi sætter arbejdet i gang nu og håber at være klar til at tage lokalerne i brug, når forsamlingsforbuddet og restriktionerne for foreningsliv ændres.”
Sandsynligvis er det ledige lokaler i den kommunalt ejede bygning, Gudrunsvej 78, der nu vil blive stillet til rådighed for foreningerne.
Gellerup Museum overlever
Også den lovede støtte til Gellerup Museum er borgmester Jacob Bundsgaard nu klar til at udløse.
”Aarhus Kommune vil i den forbindelse understøtte Gellerup Museum de næste fem år, som det er beskrevet i budgetforliget fra i sommer. Vi vil nu går i gang med at se nærmere på mulighederne for organisering og udvikling,” skriver han.
Tilsagnet udløser jubel i kredsen af frivillige omkring Gellerup Museum. Museet har en lejlighed på Gudrunsvej 16, 6. sal, men der har længe været udsigt til, at Gellerup Museum måtte lukke, fordi der ikke var penge til at betale huslejen.
Nu er museet sikret de næste fem år, og de frivillige kan nu gå i gang med at planlægge, hvilke aktiviteter Gellerup Museum skal stå for fremover.