Smittetallene i Gellerup har været kraftigt stigende de sidste par uger, og koordinator i Beredskabet, Simon El-Zeinab, ønsker testcentret i Nordgårdhallen tilbage alle ugens syv dage. Aarhus Kommune mener dog, der er testmuligheder nok i lokalområdet.

Pludselig midt i påsken var den gal igen i Gellerup: Antallet af nye corona-smittede steg pludselig fra 15 i uge 12 til 41 i ugen efter. Det lignede en tredje smittebølge i det udsatte boligområde. De seneste syv dage er smittetallene dog faldet til 35 smittede.

Styrelsen for Patientsikkerhed sendte straks nogle unge ud i området med informationssedler på flere sprog. Og Bydelsmødrene i Gellerup lovede at følge op med personlig kontakt til beboerne.

”Det er rigtig godt, at myndighederne straks tager initiativ og uddeler information i lokalområdet. Men det er et problem, at det er så svært at komme til at blive testet. Jeg får så mange henvendelser fra folk, som er desperate over, at de ikke kan komme igennem og få bestilt en tid til test.”

Det siger koordinator i Beredskabet i Gellerup, Simon El-Zeinab, som dagligt er i kontakt med mange lokale beboere, som henvender sig, ringer eller skriver om deres frustrationer.

Han mener, at der bliver informeret meget grundigt både skriftligt og via sociale medier og WhatsApp, talebeskeder og video på adskillige sprog. Men problemet er, mener han, at beboerne oplever, at det er for svært at komme til at blive testet.

Ønsker lokalt testcenter hver dag
Simon El-Zeinab understreger, at man i Gellerup ellers har et godt samarbejde med både sundhedsmyndighederne og Aarhus Kommune, og han roser, at man i efteråret hurtigt sendte en mobil tests-station til Nordgårdhallen. Han mener, at det den gang var en afgørende faktor i at bringe smittetallene hurtigt ned.

I en længere periode har testcentret i Nordgårdhallen været åbent for tests uden tidsbestilling både lørdag og søndag, men det mener Simon El-Zeinab er for lidt.

”Der burde være meget højere testkapacitet lokalt. Når Gellerup er så hårdt ramt, bør man lige som tidligere sende et testcenter ud med det samme, så man hver dag kan blive testet uden tidsbestilling,” siger han og fortsætter:

”Jeg prøvede selv i går tre-fire gange at bestille en test på nettet, og der var virkelig lang ventetid. Og når jeg så endelig kom igennem, kunne jeg først få en tid om fem-seks dage.”

Velkomne i Bispehaven og Herredsvang
Kommunikationskonsulent Trine Kyed Jansen, Aarhus Kommune, mener, at der både i vestbyen og i Aarhus generelt er gode muligheder for at blive testet.

”Der er selvfølgelig pres på tests lige nu, hvor samfundet åbner op, men særligt beboere i vestbyen har meget gode muligheder for at få en pcr-test uden tidsbestilling, uden at de skal ret langt væk hjemmefra. Beboerne i Gellerup er f.eks. velkomne i Bispehaven og Herredsvang,” siger hun.

Hun understreger, at Aarhus Kommune løbende ser på muligheden for at øge test-kapaciteten forskellige steder i Aarhus, men at man naturligvis er begrænset af den kapacitet, regionen har til rådighed.

Hun tilføjer, at hvis man er nærkontakt til en smittet, kan man ringe til Coronaopsporingen på 3232 0511 og komme foran i køen til tidsbestilling af PCR-test.

”Følg retningslinierne”
”Som situationen er nu, er det meget vigtigt, at vi alle følger retningslinjerne og har corona-venlig adfærd: Hold afstand, se få personer, vask hænder, nys i ærmet og luft ud,” siger Trine Kyed Jansen.

Og så er det vigtigt at isolere sig, hvis man har symptomer, er nærkontakt til en smittet eller selv er smittet. Aarhus Kommune kan hjælpe, hvis man ikke kan isolere sig i eget hjem. Ring så til følgende numre:

  • Hverdage kl. 8.00-14.30: 89 40 20 00
  • Weekender kl. 9.00-11.00: 86 12 10 21

Hvis man akut har brug for hjælp til f.eks. indkøb eller medicinafhentning, kan man få hjælp hos Røde Kors, der på hverdage kan kontaktes i tidsrummet 10.00-14.00 på 3529 9660.

Du kan se alle testmulighederne her. Her er der også overblik over mulighed for lyntests – og de er alle uden tidsbestilling.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.