Den 15. december kan du igen købe fyrværkeri. Men det betyder ikke, at du må bruge det endnu. Reglerne er ændret, så du må først tænde lunten d. 27 december, og den sidste raket skal senest affyres om natten mellem d. 1. og 2. januar.
Du har altså seks dage til at få fyret dit fyrværkeri af. Den indskrænkede periode er af hensyn til personer og dyr, der bliver bange for fyrværkeri.
Der er skærpede straffe for at fyre fyrværkeri af ulovligt. Det kan få ret voldsomme konsekvenser for de unge og deres familier, hvis man fyrer ulovligt fyrværkeri af.
Det sagde boligsocial chef Louise Buch Viftrup forleden på kvartalsmødet i Samvirket. Her opfordrede hun alle til at hjælpe med at sørge for, at lokalområdets unge ikke bliver fanget i at gøre noget ulovligt.
For tre-fire år siden var der i Gellerup en del ulovlig brug af fyrværkeri, blandt andet til at skyde efter forbipasserende på gaden. Lokalpolitiet i Gellerup meldte dog ud efter sidste års juleferie, at brugen af fyrværkeri i lokalområdet er blevet langt mere forsvarlig end tidligere. Den indstilling håber politiet vil fortsætte i år.
Louise Buch Viftrup advarede på samvirkemødet om, at ulovlig brug af fyrværkeri kan koste dyrt. Der er blandt andet kommet en tilføjelse i straffeloven, der betyder, at hvis man angriber politiet eller andre med personer i offentlig tjeneste med fyrværkeri, kan det straffes med bøde eller fængsel i op til otte år.