Nu kan børn i alderen 0 til 6 år og deres fædre få fælles oplevelser gennem cirkus i samarbejde med Cirkus Tværs, hvor I bliver undervist af professionelle artister. Cirkus BØF hedder initiativet, der skal skabe et godt fædre-fællesskab med deres børn.
Til hverdag er Daniel Walsh far til tre og selvstændig. I weekenden er han kanonkonge.
Det var efterspørgslen efter mere gøgl i tilværelsen og meningsfuldt samvær med sine børn og andre fædre, som gjorde, at han vendte sig mod cirkus. 22. januar starter han i samarbejde med FO-Aarhus hold op for børn og deres fædre i Cirkus Tværs i Sports- og Kulturcampus i Gellerup.
Det er professionelle cirkusartister, der underviser alle med hang til leg, fysisk udfoldelse og nærvær.
”Jeg gik lidt død i fodbold og gymnastik, hvor man ofte blot er tilskuer på sidelinjen. Jeg ville gerne lave aktiviteter med mine børn, hvor vi sammen oplevede og udfordrede hinanden. Værdierne bag cirkus fascinerede mig meget. Det kropslige, man skal øve sig for at blive dygtig – og samtidigt tror jeg, det er sundt for børn at se deres fædre på slap line, og se dum ud, så man sammen kan blive bedre,” siger Daniel Walsh.
”Med Cirkus BØF ønsker jeg at gentænke måden, vi er sammen med vores børn på. I løbet af dagen sender vi vores børn af sted – i skole eller daginstitution, til sport eller måske ind på værelset. Man sender ikke sine børn af sted til Cirkus BØF. Her drager man sammen af sted mod cirkusteltet, øver sig sammen og fejre sine nye kunstner og tricks.”
Daniel Walsh håber at kunne inspirere andre fædre til at udfolde sig fysisk sammen med sine børn – og at udleve barnedrømmen om at være kanonkugle eller ”stærk mand” – langt fra stillesiddende kontorarbejde og hæve-sænke-borde.
Som afledt effekt af Cirkus BØF håber Daniel at kunne skabe et fædre-fællesskab, hvor man kan snakke sammen om stort som småt:
”Jeg vil gerne på kreativ vis genskabe omklædningsrummet som ramme for samtalen, hvor det er legitimt at samtale om det at være far og alt, hvad det indebærer.”
Nye opgaver som far
Den øremærkede barsel til mænd trådte i kraft august 2022, hvilket i sagens natur får flere mænd og fædre til at være hjemme hos barnet.
Cirkus BØF skal være med til at sikre tilbud til mænd på barsel, så de har aktiviteter at gå til sammen med deres barn. Dette skal være med til at skabe et nært bånd fader og barn imellem, ligesom det skal skabe en platform for møde med andre mænd og fædre.
Cirkus BØFs mission er at klæde fædre på, så de føler sig trygge i barslen og trygge i at varetage nogle af de “nye” opgaver som far. Der vil være fokus på at udvikle barnets motorik samt at støtte og styrke den nære relation mellem barn og far.
Det handler om at få far på banen, at give far de bedst mulige værktøjer til at stimulere sit barn bedst muligt, at gøre far klogere på sit barn og dermed give far en større rolle i forældreskabet og gøre ham tryg i den.
Cirkus BØF har kørt som et pilotprojekt i Odense i efteråret 2022, og er nu klar til også at blive præsenteret i Aarhus og København i samarbejde med folkeoplysnings-forbundene FORA-København og FO-Aarhus.
Der undervises tre ugentlige hold om søndagen med plads til ca. 15 familier for hhv. 0-2, 2-4 og 4-6 årige. Sæsonen løber fra 22. januar til 2. april 2023, hvor en afsluttende forestilling vises. Du kan læse mere via linket her, hvor du også kan tilmelde jer.