Trivselsagenter. Den titel har 16 af Bydelsmødrene i 8220 fået, efter at de har gennemgået en særlig uddannelse. De er nu klar til at hjælpe minoritets-etniske ældre ud af ensomhed og social isolation. Onsdag d. 18. januar inviterer trivselsagenterne til informationsmøde i beboerhuset Laden.
”I min rolle som bydelsmor ved jeg, at der er mange ældre, som gemmer sig. Mange har brug for at åbne sig og snakke.”
Det siger Saoussan Elabbas, som er født i Libanon men har boet i Gellerup i mange år. Hun er uddannet sosu-hjælper og har været en del af bydelsmødrene siden begyndelsen for 10 år siden.
Hun er en af de kvinder, som har meldt sig til uddannelsen Trivselsagenter, der netop skal samle ressourcestærke borgere i lokalområdet til at gøre en indsats for at afhjælpe ensomhed og social isolation blandt ældre.
Nu er de 16 nyuddannede trivselsagenter i Gellerup klar til at invitere ældre fra alle kulturer med ind i et nystartet fællesskab.
”Alle er velkomne, men vi sætter særligt fokus på ældre med anden etnisk baggrund, fordi de ofte på grund af sprogproblemer har særlige udfordringer med at kunne deltage i andre fællesskaber på plejehjem og andre steder. Hos os kan de kunne mødes på deres eget sprog,” siger koordinator hos Bydelsmødrene, Ilham Mohamed.
”Trivselsagenterne har med deres netværk, deres sprog og kulturforståelse mulighed for at nå ud til de etniske minoritetsældre, som ellers er svære at nå. Deres motivation udspringer fra at de enten har oplevet ensomhed i familien eller via deres netværk,” siger hun.
“Vi vil skabe et frirum”
Onsdag d. 18. januar kl. 13-14 inviterer trivselsagenterne til kaffe og småkager i beboerhuset Laden på Edwin Rahrs Vej 6a. De håber, at mange ældre vil møde op og være med til at komme med forslag til kommende aktiviteter, der for eksempel kunne være madlavning, gåture eller male-aktiviteter. Men de kommende aktiviteter skal være helt på de ældres præmisser.
I disse dage opsøger bydelsmødrene ældre i deres netværk til at deltage. De understreger, at alle er velkomne, og at pårørende også meget gerne må deltage.
”Vi vil skabe et frirum hvor de ældre kan tale det sprog, de behersker og kan dele deres tanker med andre – og på den måde komme ud af deres isolation. Ensomhed handler tit om, at man har nogle tanker, man ikke kan dele med andre, og så bliver man let isoleret derhjemme,” siger Dung Le.
Flere nyuddannede trivselsagenter på vej
Hun er initiativtager til organisationen Vi Senior, der står bag projektet og uddannelsen. Hun har selv vietnamesisk baggrund og oplevede, at hendes egen mor oplevede ensomhed og social isolation og savnede mødet med andre.
Et vigtigt element har været at finde og mobilisere ressourcestærke kræfter blandt etniske minoriteter til frivillighed og socialt engagement. Kunne man finde det rette drive hos trivselsagenter, så kan de være med til at drive andre.
Et vigtigt element i forløbet for trivselsagenterne er positiv psykologi, hvor man bruger så meget energi som muligt på alt det, der fungerer og giver mening.
I Gellerup har det dog ikke været nødvendigt at mobilisere de frivillige. Mange af bydelsmødrene har længe efterspurgt at kunne gøre noget mere for de ensomme ældre i lokalområdet.
Ud over de 16 nyuddannede trivselsagenter er yderligere et hold på vej, så der vil være en gruppe på cirka 30 frivillige.
Onsdag d. 18. januar kl. 13-14 i Laden, Edwin Rahrs Vej 6a: Informationsmøde for ældre som er interesseret i at deltage i aktiviteter og fællesskab i Gellerup og Toveshøj. Alle er velkomne.