Palæstina Film Festival har 10-års jubilæum og fejrer det med et righoldigt program samt en række spændende gæster, over fire dage i Øst for Paradis. Det vises film fyldt med stærke følelser, kærlighed, sorg og håb – tilsat humor – i en bevægende blanding.

En af filmene bliver en helt særlig oplevelse. Det er dokumentaren ”Breve til en ven” fra 2001 af Mai Masri, der vises lørdag. Den handler om nogle palæstinensiske piger i hver sin flygtningelejr, i Palæstina og Libanon. Pigerne bliver venner, trods de ikke kan mødes.

Det lykkes dog alligevel, og det bliver et meget bevægende møde – adskilt af pigtråd.

En af pigerne laver nu selv film
Siden filmen blev lavet er pigerne blevet voksne, og nogle af dem besøger Palæstina Film Festival i år, hvormed pigerne ”træder ud af filmen” som voksne. De vil fortælle publikum om deres deltagelse i filmen, deres møde dengang, med pigtråd i mellem sig, og om deres senere liv.

Den ene af dem er Tamara Abu Laban, filminstruktør med eget produktions-selskab. Festivalen viser to af hendes film, ”Walls of Dheisheh” samt musikvideoen ”A Bali Watar”. Tamara Abu Laban vil ved festivalen fortælle om sine film og svare på spørgsmål fra publikum. Man kan desuden møde hende ved et arrangement med filmvisning hos Aarhus Film Værksted.

En poetisk kortfilm af Søren Marcussen
Palæstina Film Festival har i flere år haft premiere på film af den aarhusianske filminstruktør Søren Marcussen, Opgang2. Han har til festivalen i år lavet en poetisk kortfilm: ”Ingen kender dagen”.

Det er med udgangspunkt i instruktørens årelange bånd til det palæstinensiske folk og deres skæbne, ikke mindst gennem hans venskab med Imad Kaaouach. Filmen cirkler melankolsk om det liv, som palæstinensere har skullet leve siden Nakba, fordrivelsen af det palæstinensiske folk i 1948, og efterspillet deraf.

Ved festivalens åbning vises den meget stærke film ”3000 Nights” om en ung palæstinensisk kvinde, der efter en dom pga. falske anklager må føde og opdrage sit barn i et israelsk fængsel.

Festivalen viser desuden en helt ny og prisbelønnet film ”Mediterranean Fever” fra 2022, om et venskab der udvikler sig faretruende, samt ”Stitching Palestine”, hvor 12 kvinders fortællinger knyttes sammen af traditionelle palæstinensiske broderier.

Fredag d. 28.4. kl. 19.45
Mediterranean Fever. Spillefilm. 2022. 108 min. Instr. Maha Haj. Eng. txt. Prisbelønnet film.
Forfilm: Ingen kender dagen. 5 min. Instr. Søren Marcussen

Lørdag d. 29.4. kl. 16.30
Breve til en ven. Dokumentar. 2001. 57 min. Instr. Mai Masri. Eng txt.
Walls of Dheisheh. Dokumentar. 36 min. Instr. Tamara Abu Laban. Eng. txt.
Forfilm: A Bali Watar. 4 min. Instr. Tamara Abu Laban.
Taler: Tamara Abu Laban, Manar Faraj og Mahmoud Halima, medvirkende i Breve til en ven.

Søndag d. 30.4. kl. 16.30
Stitching Palestine. Dokumentar. 2017. 78 min. Instr. Carol Mansour. Eng. Txt.
Forfilm: A Bali Watar. 4 min. Instr. Tamara Abu Laban.
Taler: Farah Oueiti. Tamara Abu Laban.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.