Når danske børn starter i børnehave, er 15 procent af dem hvad der svarer til ét års sprogtilegnelse bagud. En overvægt af dem er børn fra hjem med en anden etnisk baggrund end dansk. Gellerup Bibliotek er i efteråret vært for et kursus, der hjælper forældre til at snakke mere med deres baby.
Vil du blive bedre til at bruge dit modersmål og dansk til at snakke med din baby?
Sådan lyder spørgsmålet fra Gellerup Bibliotek til især lokale mødre til babyer på 2-12 måneder. I et otte ugers forløb tilbydes mødrene sammen med babyen at lege, pludre, synge og sætte masser af ord på.
Projektet ”ORD” har særligt fokus på flersprogede mødre, som taler flere sprog i hjemmet. Ud over at stimulere børnenes sprogudvikling vil forløbet også styrke mødrenes netværk og relationer til andre mødre.
Projektet bygger på et skræddersyet bevægelses- og sprogstimulerings-koncept. Gennem bevægelseslege arbejdes med børnenes sanser, motorik og sprog, og der skabes et kulturelt fællesskab på tværs af sproggrænser. Projektet er støttet af Nordea-fonden.
“Fundamentet for udvikling af sprog og senere læsekompetencer bliver lagt i den tidlige barndom, og derfor er projektet et rigtig fint initiativ, der kommer til at fremme endnu flere børns muligheder for at komme godt på vej,” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.
Tidlig indsats gavner
Forskning viser, at de første 1.000 dage i et barns liv er afgørende for dets udvikling, og at et barns sproglige udvikling er meget følsom over for miljøpåvirkning. Derfor har børn meget forskellige forudsætninger for sproglig udvikling.
Det tyder altså på, at der er langt mere at hente i en tidlig indsats end i den typiske førskoleindsats. Der ligger en stor, uudnyttet ressource gemt i de småbørnsfamilier, der ikke er opmærksomme på vigtigheden af, eller ikke har ressourcerne til, at stimulere deres små børns sprog, skriver Nordea-fonden om projektet.
Alligevel er der kun få indsatser herhjemme, der er målrettet de allermindste børn.
Projektets tilgang er at inkorporere tidlig sprogindlæring i basale motorik- og sanselege. Derved understøttes både den sproglige udvikling og tilknytningen mellem mor og barn.
Mødrene inviteres til at deltage i motoriske lege, sætte ord på deres omgivelser og handlinger og være åbne over for barnets kommunikation.
Mødrene og deres baby mødes første gang på Gellerup Bibliotek d. 16. august. Hvis du er interesseret, kan du skrive til Line på email klisk@aarhus.dk eller på sms til 5157 5860 for at høre mere og meld dig til.