På Gudrunsvej arbejder en gruppe mennesker på at realisere drømmen om en kommende Gellerup Højskole. Som en pause i arbejdet har de skabt et utraditionelt fodboldhold, der stiller op i ACFC´s grønne trøjer og også på fodboldbanen præsenterer højskolens værdier om fællesskab.

”1-2-GRUNDTVIG!”

Spillerne i de grønne fodboldtrøjer gjalder kampråbet ud, så det kan høres over hele Gellerup. Det ligner et helt almindeligt fodboldhold, men kampråbet afslører den lidt usædvanlige baggrund.

Holdet stiller op i fodboldklubben ACFC´s grønne trøjer, men ud over ACFC´s logo står der også Gellerup Højskole på spillernes bryst.

Gellerup Højskole eksisterer endnu ikke som en rigtig højskole med elever og undervisning – men en gruppe mennesker lægger en masse frivillige timer i at få ideen om en højskole i Gellerup til at blive til virkelighed.

”Vi er både en masse frivillige, og nogle stykker som arbejder med det her projekt i det daglige. Vi har en fælles passion for fodbold, og så lå det egentlig lige for, at selvfølgelig skal vi have vores eget fodboldhold,” siger Kasper Brinck, som har titel af forstander på Gellerup Højskole, men endnu har et fuldtidsjob et andet sted.

”Vi er i en fase, hvor hele højskolen er under udvikling i maskinrummet, hvor vi arbejder med blandt andet fondsansøgninger og værdigrundlag. Så er det vigtigt, at vi har noget, vi kan gøre sammen. Samtidig kan vi komme ud og vise, at Gellerup Højskole er på vej,” tilføjer han.

Ideen til holdet udsprang af Gellerup Højskoles sommerhøjskole sidste år. En del af programmet var en fodboldkamp mod ACFC. Senere opstod ideen om at slå sig sammen og stille op i Gellerup-klubbens grønne trøje.

Ikke det afgørende at vinde på banen
Til dagens kamp mod en af de hæderkronede århusianske foreninger, Aarhus Posten, går de grønblusede spillere på med krum hals og byder de garvede postfolk op til en god fodboldkamp med både hidsige nærkampe og fine detaljer.

Til sidst må Grundtvigs disciple dog bøje nakken og erkende nederlaget. 3-6 lyder de ubønhørlige cifre. Kasper Brinck og de øvrige spillere ville gerne have vundet – men forstanderen understreger, at det ikke er det afgørende. Også på banen vil Gellerup Højskole gerne vise den rette ånd:

”Vi vil gerne vinde en anden kamp, som det er sværere at sætte ord på. Vi vil opføre os ordentligt både over for hinanden, og dem vi spiller imod, og forsøge at skabe en god stemning,” forklarer han.

Inden kampen tog Kasper Brinck sig en snak med dommeren og fortalte, hvor meget pris holdet sætter på, at han gider at komme og bruge tid sammen med de to hold.

”Vi ved, at det er en udsat position, og jeg ville gerne vise, at det betyder noget for os, at han er her.”

Cookies til modstanderne
Højskole-holdet har også snakket om, hvordan de gør ”tredje halvleg” til en god oplevelse for alle. Til dagens kamp havde højskolen bagt nogle store cookies. Ideen var, at der var mange nok til, at spillerne fra Aarhus Posten også kunne nyde bagværket. Desuden blev der taget et holdfoto af de to hold sammen.

”Når vi spiller på hjemmebane, forsøger vi at forberede en kage eller andet, vi kan dele med modspillerne. Måske skal vi også synge en højskolesang. Vi vil være tydelige med, at vi er en højskole. Så må vi godt markere os på en lidt utraditionel måde,” siger Kasper Brinck.

Han glæder sig i øvrigt over, at flere af Postens spillere viste interesse for, hvad det var for noget med den højskole?

”Så starter snakken dér. Det har også værdi for os at komme ud og tale med andre om vores projekt,” understreger forstanderen, som håber, at højskolen om få år kan blive en realitet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.