Trods sine 76 år er Hanne Marklund stadig et energibundt, som blandt andet stod bag IværksætterFestival Gellerup i City Vest i oktober. Hun har også tidligere sat sit præg på lokalområdet med projektet 8220 Naboskab og er i dag en drivende kraft i virksomheden VisionPilot i Kollektivbyen.
Måske var der nogle, som studsede lidt. Andre spærrede øjnene op på vid gab, da de i oktober oplevede det hensygnende indkøbscenter City Vest pludselig sprudle af ivrige iværksættere, som netværkede og viste deres talenter frem.
Bag IværksætterFestival Gellerup stod 76-årige Hanne Marklund, som via sin virksomhed VisionPilot i KollektivByen har været en central figur i arbejdet med at planlægge og gennemføre iværksætterfestivalen.
Hun undrede sig over, at det ikke fik mere opmærksomhed, at der inden for 500 meter i Gellerup ligger tre store iværksætterkollektiver, som tilsammen huser over 100 små virksomheder.
”Jeg syntes, det var en skam, for der ligger så mange gode fortællinger og venter. Derfor satte vi os sammen i VisionPilot og lagde en plan for, hvordan vi kunne promovere Gellerup som et ”power house” for iværksætteri. Det førte til idéen om en iværksætterfestival, der skal støtte og anerkende de mange dygtige talenter,” fortalte hun før festivalen.
Hanne Marklund og kollega i VisionPilot, Andreas Holmgaard, lagde mange frivillige timer i festivalen – og hun vurderer, at det lykkedes at få fokus på både Gellerup og iværksætteri. Via kampagner på sociale medier nåede budskabet om festivalen vidt omkring.
”Jeg har boet i Aarhus siden 2001, og jeg mindes ikke, at jeg har set noget lignende. Der findes masser af tech-aktiviteter – men festivalen her var nærmest anti-tech. Vi var meget bevidste om at vi skulle bevare Gellerup-ånden og festival-ånden i det,” fortæller hun.
Hanne Marklund glæder sig over, at foreningen IværksætterCluster Gellerup med festivalen kom på landkortet. Hun var i efteråret 2022 selv med til at tage initiativ til at etablere foreningen for at skabe mere samarbejde mellem de mange iværksættere i Gellerup.
Iværksætter-fællesskabet har blandt andet indledt et samarbejde med kolleger i den tyske by Kiel, der også var repræsenteret ved festivalen i City Vest.
Drivende kraft i 8220 Naboskab
Hanne Marklund er selv fra et hjem med igangsættere. Forældrene i barndomshjemmet i Aalborg var begge selvstændige, og hendes mormor åbnede som 19-årig sin egen købmandsbutik i Vestervig.
”Så hverken jeg eller min søster har kunnet undgå at blive smittet af iværksætter-lysten. Det var den vej vi skulle. Sætte ting i værk,” siger hun.
Tilbage i 2007 var hun en af nøglepersonerne i projektet ”8220 Naboskab”, der blev sat i gang af fællesrådene i Gellerup og Brabrand. Målet var at få en dialog mellem beboerne i Gellerup og resten af Brabrand.
Man gik kontant til værks med en kontaktdag, hvor beboere fra de to bydele gik på besøg hos hinanden. To og to bankede beboerne på tilfældigt valgte døre og indbød til en diskussion om områdernes problemer, tanker og visioner.
”Vi kan ikke sige, at projektet har flyttet så og så mange procent i positiv retning, men når Børge og Muhammed har tilbragt en dag sammen med at banke på hos andre beboere rundt om i postdistriktet, så kender de hinanden og vil venskabeligt klappe hinanden på skulderen, når de senere mødes,” sagde Hanne Marklund efterfølgende til Jyllands-Posten i denne artikel.
”Det er ikke en udvikling, der kommer af sig selv. Der skal flyttes noget, også inde i borgernes hoveder, men jeg tror på, at projektet har været med til at udjævne fordomme hos begge parter,” sagde hun.
Startede konsulentvirksomhed i 2017
Netop mødet mellem mennesker var afsættet for, at hun i 2017 sammen med Andreas Holmgaard og Faisal Mohamed var med til at etablere VisionPilot. Den lille konsulentvirksomhed fik først til huse i Den Gode By i Teknik og Miljøs kontorhus Blixens. Nu har VisionPilot til huse i Kollektivbyen nogle få hundrede meter længere mod syd.
”Jeg elsker at være i Gellerup – man kan simpelthen mærke energien. Man møder så mange mennesker, som er i gang med spændende projekter,” siger Hanne Marklund, som privat bor i Mårslet.
VisionPilot arbejder med udvikling og facilitering af processer, koncepter og projekter i både privat og offentligt regi.
Virksomheden har blandt andet været med til at udvikle nye koncepter for Aarhus Kommune – for eksempel AarhusSkills, der præsenterer erhvervsmuligheder for unge, JOB BootCamp for ledige dimittender
og #Nuance, der er et koncept for en bedre offentlig dialog og debat.