Kender du nogle børn, der ikke kommer på sommerferie? Børnenes Kontor i Aarhus tilbyder gratis sommerophold for børn i alderen 8-12 år. Opholdet er for børn, som ellers ikke kommer på sommerferie, enten på grund af økonomiske eller sociale forhold.
I år finder sommerlejren sted i uge 28, fra mandag den 8. juli til lørdag den 13. juli 2024 på feriekolonien Mariendal ved Ajstrup Strand, 17 km syd for Aarhus.
Børnenes Kontor står for lejren og sørger for transport med busser til og fra kolonien. Ferielejren er kun for børn uden deres forældre.
Mariendal feriekoloni er et skønt feriested for børn. Den ligger på en stor naturgrund med legeplads, bålplads og masser af plads til udeaktiviteter, skriver Børnenes Kontor:
”Det er samtidig tæt på en dejlig badestrand, hvor vi hygger os og leger. Vi vægter nærvær, sociale relationer og naturoplevelser. Der er kompetente voksne med både lyst og erfaring til at give børnene en dejlig oplevelse. Som en ekstra begivenhed tager vi en tur til Djurs Sommerland.”
Læs mere på hjemmesiden her, hvor I også kan printe et ansøgningsskema. Ansøgningsfristen er 1. juni, og endelig besked gives den 8. juni.
Ved spørgsmål, ring til Troels Vestergaard på tlf. 5129 6962 alle hverdage i dagtimerne.
Måske har I brug for hjælp til tilmelding, eller hvis dit barn har en ven, som også vil med på lejren. Så kontakt Foreningsmentor Anett på tlf. 23 89 74 16 i Det Boligsociale Hus Gellerup/Toveshøj.