Fra 10. august 2025 vil buslinje 4A køre med 10 afgange i timen i de tidsrum, hvor der er størst efterspørgsel. Kunderne kan derfor se frem til, at bussen kommer med 6 minutters mellemrum og kan i princippet bare stille sig ud og vente på næste bus uden at kigge i køreplanen.

På Midttrafiks hjemmeside kan du lige nu få et smugkig på de kommende køreplaner i forbindelse med den igangværende høring. Zoomer du ind under Aarhus, finder du køreplanerne for A-buslinjerne 3A og 4A. Og her venter der kunderne en positiv overraskelse.

Rejser du med 3A mellem Aarhus Ø og Tilst får du seks ekstra afgange at vælge imellem. De bliver fordelt i tidsrummet cirka kl. 7-8 og cirka kl. 14-16 og betyder, at 3A vil køre med 8 afgange i timen eller hvert 6.-8. minut.

Går den daglige rejse med 4A mellem Brabrand og Viby, vil 8 ekstra afgange give dig busafgange 10 gange i timen i tidsrummet cirka kl. 7-8 og cirka kl. 13-16. Altså bus hvert 6. minut.

Henrik Juul Vestergaard, afdelingschef for Planlægning, Rådgivning & Flextrafik hos Midttrafik er begejstret:

”Med de ekstra afgange på linje 3A og 4A tager vi hul på Aarhus Kommunes ambitiøse plan om at styrke den kollektive trafik i Aarhus. Når bussen kører hvert 6. minut, behøver kunderne ikke længere skele til køreplanen, men kan bare gå ned til busstoppestedet og hoppe på den næste bus”.

”Oven i det ser vi nu de første effekter af Aarhus Kommunes arbejde for bedre busfremkommelighed, hvor nye busbaner og signalprioritering i en række lyskryds er med til at give flere af A-buslinjerne en forlomme i forhold til den øvrige trafik. Det har stor betydning for, at busserne kan komme frem i myldretrafikken og dermed overholde deres køreplaner. Vi glæder os til at give kunderne et endnu bedre produkt i 2025”, tilføjer Henrik Juul Vestergaard.

Midttrafiks høring løber frem til 19. januar 2025, hvorefter alle høringssvar bliver indsamlet og vurderet af Midttrafik.

Det er Region Midtjylland og kommunerne, der træffer den endelig beslutning om de kommende køreplaner, når Midttrafik har sagsbehandlet høringssvarene. De endelige køreplaner bliver offentliggjort på midttrafik.dk i maj måned.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.