Der er fuldt hus i Ryhavens fælleshus til afdelingsmødet. Nogle sidder i vindueskarme, andre står op bagest i lokalet. På dagsordenen er et forslag om at ophæve forbud mod at holde hund og kat.
Efter intens debat falder forslaget om hund og kat med en stemmes flertal. Modstanden mod husdyr skyldes udsigt til efterladenskaber i boligområdet og frygt for kamphunde.
Ryhaven med 124 boliger er en af Boligselskabet Præstehavens 14 boligafdelinger. Som mange andre almene boligafdelinger er der forbud mod at holde husdyr.
Husdyr giver godt boligmiljø, – men også problemer
I fire af Brabrand Boligforeningers afdelinger i Vestbyen er husdyr tilladt. En af dem er Holmstrup med 402 boliger.
Annette Haugaard er medlem af afdelingsbestyrelsen i Holmstrup. Hun har ikke længere hund, men for mere end 25 år siden kunne hun flytte ind her med sin hund. Annette Haugaard glæder sig over den hyggelige stemning på de grønne områder, når mange er ude sammen med deres hunde.
”De fleste med hunde har dejlige dyr og samler pænt op efter dem,” mener Annette Haugaard. “Men desværre kan nogle få hundeejere efterlade en del svineri til gene andre”, tilføjer hun. Holmstrup har heller ikke undgået kamphunde.
Betaling for at holde husdyr?
Også i Præstehavens største afdeling Bispehaven kan holdes katte og en hund. For hund betales et mindre beløb om måneden. Et forslag på efterårets afdelingsmøde om at indføre betaling for at holde kat, blev nedstemt.
Se på www.aarhusbolig.dk, hvilke regler for husdyrhold der gælder hvor. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.