Siden hun var 17 år, har Medine Karaman haft fast arbejde. Og derved banet vej på det danske arbejdsmarked for andre kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. 
Medine Karaman har ondt i maven. Hun er lige kommet hjem fra sit arbejde i et gartneri, og i postkassen ligger der et brev fra Den Integrerede Institution Børnehuset, hvor hun har søgt en stilling. De vil gerne se hende til samtale, står der i brevet.
Samme dag er hun blevet ringet op og spurgt, om hun vil have et job i en virksomhed, der leverer varer til restauranter og pizzeriaer. ”Du kan starte i morgen,” lød beskeden over telefonen.
Medine Karaman er så meget i tvivl om, hvad hun skal gøre, at hun får ondt i maven. Hun laver en lang liste, og så skriver hun fordele og ulemper ved hver af stillingerne ned på listen i forsøg på at klare tankerne.
”Og så tog jeg jobbet i institutionen, da de gerne ville have mig, efter jeg havde været til samtale. Jeg fokuserede på, hvad jeg selv gerne ville,” fortæller Medine Karaman om dengang i 2001, da hun kunne vælge og vrage mellem jobbene.
Gør indtryk selv på en minister
I dag har Medine Karaman allerede skiftet job igen. Nu arbejder hun som rådgiver i Folkeinformationen, som har til huse på Gellerup Bibliotek.
Og når man møder Medine Karaman på biblioteket, står det hurtigt klart, at hun ikke lever op til fordommene om, at kvinder med indvandrerbaggrund ikke kan finde fodfæste på det danske arbejdsmarked. Hun hilser med et stort smil og et håndtryk og har et åbent og imødekommende væsen, der gør indtryk. Også på en minister.
”Jeg håber, du kan inspirere andre,” sagde integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) til Medine Karaman, da de sammen med to andre kvinder diskuterede emnet ”Etniske kvinder og isolation” ved et debatmøde på Gellerup Bibliotek for godt to uger siden.
Hjælp til selvhjælp
I dag er der ikke ministerbesøg på biblioteket. Medine Karaman passer sit arbejde med at yde anonym rådgivning til alle, der har behov for det og henvender sig til Folkeinformationen.
”Jobbet her passer godt til mig. For egentlig var det det, jeg gjorde i forvejen. At hjælpe med at bane vej for andre kvinder,” siger Medine Karaman, da vi har sat os i et af bibliotekets baglokaler.

Medine fortæller, at på flere af de arbejdspladser, hun har været ansat, har hun været den første medarbejder med indvandrerbaggrund.
”Men når jeg har forladt arbejdspladsen, har der været flere andre ansatte med indvandrerbaggrund,” siger hun.
”Jeg er kvinde. Og jeg ved, at kvinder har mange ressourcer. Mange af de kvinder, der kommer for at få rådgivning hos Folkeinformationen, skal bare have et lille skub, så de bliver lidt mere selvstændige. Vi forsøger at yde hjælp til selvhjælp."
Af østjysk oprindelse
Medine Karaman er 33 år. Og selv om hun boede i Tyrkiet i de første fire år af sit liv, afslører hendes dialekt, at hun er østjyde med stort Ø. Hun er vokset op i landsbyen Borum ved Sabro som den ældste i en børneflok på fem. På Sabro Korsvejsskole gik hun i skole, hun var den eneste med indvandrerbaggrund i sin klasse. Men det var nu ikke noget problem.
”Jeg oplevede ikke de store barrierer,” siger hun på formfuldendt århusiansk og fortsætter:
”Vi kedede os aldrig. Vi havde kaniner og en kat derhjemme, så det var populært at komme på besøg hjemme hos os.”
Medine Karaman fik tidligt behov for at udstikke sin egen kurs i livet. Da hun var færdig med syvende klasse ville hun gerne til Tyrkiet ”for at lære mit eget land at kende,” som hun siger. Sammen med en veninde tog hun af sted til Tyrkiet for at indlogere sig på en efterskole i Ankara. Medines far var med for at sikre sig at hans datter nu også havnede et ordentligt sted, men da han så efterskolen, fik han kolde fødder. Hun fik ikke lov at blive i Tyrkiet og måtte rejse med hjem til Danmark igen.
”Jeg var skuffet. Nu havde jeg jo sagt farvel til alle mine klassekammerater, og så havde jeg ikke lyst til at komme tilbage i skolen i Sabro,” fortæller hun.
Hun tog ottende klasse med, men så var det slut. Selv om lærerne anbefalede hende at fortsætte i skolen ville Medine Karaman have et arbejde, tjene sine egne penge og klare sig selv. Og så fik hun arbejde hos den gartner, hvor også hendes far arbejdede.
Gift som 16-årig
Siden da har Medine haft fast arbejde. Dog ikke det samme sted for længe af gangen – hun har til stadighed søgt nye udfordringer.
”Det bliver dødkedeligt, hvis du ikke udfordrer dig selv og forsøger at kvalificere dig,” siger hun og gestikulerer ivrigt med hænderne.
Derfor tog hun i 1999 et tolkekursus, og hun har arbejdet som tolk for både Århus Kommune og Dansk Røde Kors. Samtidig med at hun har passet sit arbejde hos flere forskellige gartnerier og siden som ansat i institutionen Børnehuset.
Og nå ja, så har Medine også fået to døtre med den mand, hun giftede sig med som 16-årig. Han var dengang 18 år og kom til Danmark fra Tyrkiet for at gifte sig med Medine. Som i øvrigt også skaffede ham et job i det gartneri, hvor hun selv arbejdede dengang.
Religion giver retning
Medine Karaman har en lang nederdel i cowboystof og en hvid jakke på. Og tørklæde. Egentlig orker hun ikke rigtig at snakke om tørklædet.
”Religionen giver dig nogle retningslinier, men er ikke en begrænsning,” siger hun og tager en slurk kaffe. Selv om det er ramadan, må Medine Karaman godt spise. Hun har bøvl med maven og er derfor nødt til tage medicin. Og undlade at faste.
To, tre, fem, syv eller 12 børn?
Medines fortælling lyder på mange måder som en solstrålehistorie. Men hun lægger ikke skjul på, at der både har været medgang og modgang.
Som eksempel fortæller hun om en episode fra sin første arbejdsdag på et gartneri, hvor hun ikke bare var den første indvandrer, der blev ansat, men også var den første kvinde. Over frokosten er der en mand der henvender sig til hende.
”Nå, bor du så i Gellerup?,” spørger han.
”Nej,” svarer Medine Karaman og undlader helt bevidst at uddybe sit svar.
”Har du så seks børn?,” spørger manden så.
Medine Karaman er ved at flække af grin inden i, da hun svarer:
”Nej, to, tre, fem, syv, 12, nej, jeg kan ikke huske det.”
Der er stille en stund.
”Hvorfor bliver du ved med at smile?,” spørger manden. Øjeblikket efter bryder kollegerne i frokoststuen ud i latter, da de gennemskuer, at Medine Karaman tager gas på dem.
”Man er nødt til at kæmpe for at overvinde uvidenheden,” er hendes konklusion i dag på den hændelse.

”Men sådan er det, uanset om man er dansker, tyrker eller palæstinenser. Min far har også altid kæmpet, og det har jeg lært af,” fortsætter hun.
”Hvorfor er du kommet til Danmark?”
Den dag i dag er Medine Karamans døtre på 10 og 14 år af og til nødt til at kæmpe for at blive accepteret af deres kammerater i Tilst, hvor Medina og hendes familie bor.
”En af mine døtre kom en dag hjem og fortalte, at hun var blevet spurgt om, hvorfor hun var kommet til Danmark. Og hun er endda født her. Det sagde jeg til hende, men jeg sagde også, at hun ikke skal skamme sig over sine rødder.”
Hun ønsker for sine børn, at de skal få sig den uddannelse, hun aldrig selv fik taget.
”Det er anderledes i dag, end det var, da jeg var ung. I dag er man nødt til at få sig en uddannelse. Hvad det så skal være, det må de selv bestemme. Bare de finder noget, der gør dem glade,” siger Medine Karaman med et smil så stort, at man ikke er i tvivl om, at hun i hvert fald er glad for sin tilværelse. Selv om hun nu også selv gerne vil tage en uddannelse på et tidspunkt.