Det er vigtigt for beboerne, at deres fællesarealer er trygge og kan bruges uden, at man skal kigge sig over skulderen. Som en del af den boligsociale helhedsplan er projekt ”Tryghedsvandringer” derfor startet.
Formålet med tryghedsvandringerne er at finde de steder i Gellerup og Toveshøj, hvor nogle føler sig utrygge. Steder med tæt buskads og dårligt lys er eksempler på steder, hvor simple fysiske ændringer kan forbedre trygheden.
Gør det synligt
Den første vandring fandt sted mandag den 25. august på Toveshøj. Vandringen havde fokus på hærværk, da Toveshøj er hårdt ramt på netop dette område. Etmål er at gøre hærværksområderne synlige, så beboerne selv kan overvåge dem. En vandring vil vare mellem 20 og 30 minutter, men det vigtigste er opsamlingen efter vandringen, hvor beboerne kan fortælle, hvad de synes, at der er utrygt. Projektet strækker sigover tre et halvt år, og der skal være fem vandringer hvert år.
”Den første vandring var med de syv bestyrelsesmedlemmer og varmemesteren fra Toveshøj, men på de kommende vandringer kommer der andre temaer og andre deltagergrupper, så vi får mange forskellige synsvinkler og erfaringer, fortæller arkitekt Cecilie Hørlyck og boligsocialmedarbejder Ulla B. Jørgensen.
Grøn rundgang ikke det samme
Udover tryghedsvandringerne findes også Grøn rundgang, men det er ikke det samme. ”Grøn rundgang handler mere om, hvad beboerne gerne vil have, og hvis der er noget, der skal repareres. Tryghedsvandringerne handler om, hvordan der kan skabes tryghed for beboerne,” siger Ulla B. Jørgensen. Hun uddyber, at det er muligt at inddrage kommunen og lokalpolitiet i dialogen om, hvordan man kan øge trygheden gennem fysiske ændringer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.