“Beboerne skal ikke betale for gennemførelse af helhedsplanen for Gellerupparken og Toveshøj. Staten må kompensere for de huslejetab, der kan blive.”
Det understreger René Skau Bjørnsson, der blev genvalgt til Folketinget. Der vil han arbejde for at få statspenge ind i finansieringen af helhedsplanen.
Det lokale pres er altafgørende
Han opfordrer beboerne i Vestbyen til at deltage aktivt i debatten om både helhedsplanen og andre sager af betydning for Vestbyen som f.eks. khat-problemerne, letbane og boligrenovering.
“Kontakt mig, og brug mig,” lyder beskeden fra René Skau Bjørnsson: “Det er altafgørende, at I støtter og lægger pres. Ellers kan det være svært for et folketingsmedlem at nå resultater til gavn for Vestbyen.”
Netop nu følger han intenst med i skolesituationen i Vestbyen efter Byrådets beslutning om at lukke Nordgårdskole. Han betragter elevsammensætningen på vestbyskolerne som et vigtigt spørgsmål, han gerne vil høre andre forældres mening om.
Lokalt forankret i Vestbyen
René Skau Bjørnsson føler sig godt hjemme i Vestbyen, hvor han glæder sig over indsats og opbakning fra mange ildsjæle. Han betragter sig som lokalt valgt. Og han lægger vægt på at bo, hvor han er valgt.
Vestbyen har fået en uhyre central placeret politiker på Christiansborg. René Skau Bjørnsson har fået udvalgsposter i Politisk-Økonomisk Udvalg, Boligudvalget, Socialudvalget, Skatteudvalget og Udvalget for Etisk Råd. Desuden er han både politisk-økonomisk ordfører og handicapordfører for Socialdemokraterne.
Han vil snarest gøre problemerne med khat til et tema i Socialudvalget.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.