“For det første har området allerede fået et bedre ry.” Det siger 80-årige Margit Dahlgren til Informationsavisen, som Boligselskabet præstehaven udgiver i anledning af afslutningen på den store renovering af Bispehaven.
Margit Dahlgren har boet 30 år i Bispehaven. Informationsavisen har spurgt hende, hvad det bedste ved renoveringen er.
Elegant, men for mange paraboler!
Dårlig omtale af et boligområde kan åbenbart opleves som en belastning i sig selv for dets beboere.
Stadig ifølge Informationsavisen er det vurderingen fra en bygningsæstetisk ekspert, at “Bispehaven er blevet elegant”. Men han er bestemt ikke begejstret for parabolerne, der som han siger “stikker ud alle steder”.
Kloge ord i december fra Landsbyggefondens direktør
Landsbyggefonden har ydet støtte til renoveringen. Landsbyggefondens direktør Gert Nielsen fremhæver i Informationsavisen den høje grad af beboerinvolvering som en vigtig forudsætning for, at renoveringen er blevet så vellykket: “En renovering af den størrelse er en langvarig proces, og jeg tror, at et væsentligt succeskriterium er, at de involverede beboere bliver inddraget i den forudgående beslutningsproces og løbende bliver orienteret om projektet.”
“Efter renoveringen har vi et af de bedste beboerhuse i landet,” lyder det nærmest jublende fra Pia Mortensen, der er boligsocial leder og daglig leder af Trivselshuset.
Erwin Light og Gitte Bülow flyttede ind i Bispehaven i tillid til resultatet af renoveringen. Som nyindflyttede stod de renoveringsarbejdet prøvelser igennem. De siger: “Vi elsker at bo her, og vi har jo alt her i vores landsby i byen.”