Når forårssolen skinner over Hasle Bakker, vil den møde både naturlegeplads og flere forskellige motionsruter.
En naturlegeplads og motionsruter fra 1,6 til 9 km. på Hasle Bakker og den rekreative Skjoldhøjkile vest for bakkerne skal stå færdige 1.april. En udfordrende mountainbike rute ventes også klar.
Det oplyser Idrætssamvirket i Århus.
It-baseret undervisning om natur og miljø
Til efteråret forventer Idrætssamvirket, at et spændende it-baseret undervisningsmiljø i området er klar til at blive taget i brug. Skolebørn fra ikke alene Vestbyen skal ud i området for at lære om natur og miljø med trådløst udstyr til it-database.
Og næste vinter vil skiløberne kunne se frem til langrendsløjper, slalom- og styrtløbsbakker. Bent Hviid fra Idrætssamvirket oplyser ifølge Århus Stiftstidende, at der kræves mere jord på slalombakken, for at den ikke bliver for stejl.
Vestbyen aktiv med ideer
I alt 12 arbejdsgrupper med deltagere fra Vestbyens foreningsliv har bidraget med ideer til indretning af Hasle Bakker og Skjoldhøjkilen til flest mulige brugere.
En styregruppe i Idrætssamvirket bestående af Bent Hviid, Henrik Stampe og Henning Holmen Møller har samlet ideerne i et idekatalog. De har sorteret i forhold til, hvad der er fysisk og økonomisk muligt.
Hvem indretter Plateauet til byformål?
Idekataloget indeholder ideer til indretning af det 11.000 m2 store Plateau langs Lenesvej med sportsplads, torv, fælled til cirkus og andre arrangementer, samt parkeringsplads. Sekretariatschef Henrik Stampe fra Idrætssamvirket oplyser, at det ikke er indtænkt i Idrætssamvirkets planer, men han håber, at andre og herunder Boligorganisationer vil tage den udfordring op.
Desuden er en idrætshal på ønskelisten.
Se idekataloget på www.idraetssamvirket.dk