Ambitionerne og forventningerne er høje. Egentlig falder markeringen af 60 års jubilæet i tre dele: Et engangsbeløb til hver afdeling på 5000 kr. samt 75 kr. pr. lejemål, som beboerne inden for visse, men vide grænser kan bruge helt ekstraordinært, en fornyelse af hjemmesiden og et nyt magasin. Men det er især det sidste, som vækker interesse.
Nyt Magasin
Magasinet skal efter planen udkomme med 7 til 10 numre i løbet af jubilæumsåret. Det kan både fortælle om dagligdagen i Brabrand Boligforening, men også bringe politiske nyheder. Alt det og meget andet fortæller foreningsbestyrelsesmedlem Morten Fich fra Holmstrup.
Magasinet redigeres af journalist Marianne Stenberg fra Brabrand Boligforening. Magasinet er tænkt som temanumre med et indhold, som fastlægges ud fra, hvad der bliver mest aktuelt.
Det første nummer, som kommer på jubilæumsdagen vil bl.a. fortælle om helhedsplanen; der vil være et ”Bo bedre” fra Brabrand boligforening, etniske madopskrifter, interviews med Nicolai Wammen, Keld Albrechtsen og Helle Hansen, mens sangeren Niels Hausgaard, økonomiprofessor Nina Schmidt og digteren Peter Laugesen vil fortælle om deres syn på Brabrand Boligforening, og fremtiden tager Jesper Bo Jensen sig af.
Hvert nummer bliver på ca. 40 sider og trykkes i 6000 eksemplarer. Marianne Stenberg er i forvejen ansat ved boligforeningen, så prisen ventes at komme til at ligge på omkring 40.000 kr. pr. nummer.
Ny hjemmeside
Boligforeningens hjemmeside, der er hen ved 10 år gammel, fornyes fuldstændig. Foreningsbestyrelsen får f.eks. en blog; det bliver muligt at foretage hurtige meningsmålinger, booke selskabslokaler; afdelingerne får undersider, som de selv må redigere, og det bliver muligt at lægge videoer ud. Det planlægges at ville koste 250.000 kr.
Alt i alt vidtrækkende ideer, som skal placere Brabrand Boligforening solidt på landkortet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.