Jobsøgende, der henvender sig i Jobkomite’s butik i Bazar Vest, skal ikke længere finde en lukket og slukket butik. Det vil den nye daglige leder Thomas Frodin Jensen sørge for.
Jobkomite, et Urbanprojekt
Jobkomite er et netværk for aktive jobsøgende. Det fremgår af publikationen om Urbanprogrammet, at Jobkomite er “— et beskæftigelsesnetværk uden for det officielle system, der med alternative metoder forsøger at hjælpe arbejdsløse til at finde et job eller komme i gang med en uddannelse”. Ifølge artiklen bydes arbejdsløse velkommen i Jobkomite’s kontor i Bazar Vest med, at Jobkomite som udgangspunkt ikke kan tilbyde et job, men måske hjælpe med at finde et job.
Ledige har mødt lukket og slukket ‘jobbutik’ 
Aarhusvest-portalen måtte tirsdag den 19. februar konstatere, at der ikke var nogen på kontoret til at byde velkommen. Det var der heller ikke, da Aarhusvest-portalen forsøgte sig i december. Den gang fik vi oplyst, at projektlederen var bortrejst og ville være tilbage i begyndelsen af januar, og at kontoret ville være lukket indtil da.
I forretningen over for kontoret i Bazar Vest er der travlhed. De forventer ikke, at kontoret åbnes senere denne tirsdag. De mener at kunne huske, at der var åbent for 10 dage siden. De skønner, at der er åbent tre gange om måneden.
Genåbning med ny daglige leder
Aarhusvest-portalen ringer til Kirsten Seeberg fra PSgruppen, der er ansvarlig for projektet. Hun oplyser, at problemerne skyldes, at den tidligere projektleder er sygemeldt og fratrådt. Men som ny daglig leder er nu ansat Thomas Frovin Jensen.
Det betyder genåbning af butikken og fornyet stabil drift af ’jobbutikken’ i Bazar Vest.
Kisten Seeberg oplyser, at Thomas Frovin Jensen også snarest vil rette op på Jobkomite’s internetportal, som har været præget af forældede oplysninger og mangelfuld information.
Artiklen i Urban-publikationen slutter: “De ledige skal have fornemmelse af, at de ikke er alene – og have rollemodeller. Og i den situation er det en fordel at være en del af et fællesskab og have et sted at gå hen.”
Jobkomite i Bazar Vest vil nu igen blive et sådant sted at gå hen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.