16-årige Bilal Mustafa har ambitioner om at blive fodboldtræner, når han fylder 18 år. Derfor deltager han i unglederuddannelsen under projekt ’Bedst i Vest’, der nu gennemføres for det tredje hold af unge.
Også Mohammad Abdul Kader på 16 år og Khalil Kader på 14 år er klar til at gå i gang med kurset. De oplyser ærligt, at de er kommet, fordi deres far meldte dem til kurset og gav dem besked om at deltage.
Flertallet af de 25 deltagere er drenge, men blandt pigerne er 15 årige Sarah Naser. Hun håber, at kurset vil kunne give hende adgang til et lønnet fritidsjob. Hun går i 9. klasse og håber at komme ind på den gymnasiale HHX-uddannelse.
Deltagere fundet gennem personlige kontakter
Ahmad Mansoura har stået for rekruttering til kurset. Han fortæller, at de personlige henvendelser til målgruppen og den direkte overtalelse har været afgørende for, at endnu et hold unge kan samles til et uddannelsesforløb med sigte på trænergerning og foreningsarbejde.
Ambitiøst og indholdsrigt kursusprogram
Undervisere på holdet er Kirsten Brusgård og Lene Astrup Christensen. De skal nu lære de unge at undgå forhindringer for at nå resultater, at skabe fremtiden, at forstå foreningsværdier og foreningspraksis, at realisere mål, at kommunikere, at udvikle – og mere til. Kurset slutter med, at de unge udformer en personlig handlingsplan.
Kurset har de bedst tænkelige rammer i Globus1.
Camilla Jørgensen er ansvarlig for projekt ’Bedst i Vest’ under DGI. Hun byder velkommen og krydser deltagerne af. For tredje gang starter et hold unge kursus i lederuddannelse til gavn for foreningslivet, – og sikkert også for dem selv.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.