Påskeudstillingen på Gasværket i Brabrand viser billeder for små og store, der holder af at få fortalt historier. Det er en udstilling for hele familien. Den er gratis at besøge, men desværre er den endnu kun åben søndag den 23. og mandag den 24. marts kl. 11-16.
Illustrationer til H.C. Andersens eventyr og børnebøger
Illustrationer til H. C. Andersens eventyr henvender sig både til børn og voksne. Ikke mindst Bodil Nygaards værker til eventyret om ’De røde sko’ må være lige efter H.C. Andersens egen recept: I sin form for børn, men med en dybere mening for voksne. Hun viser ni små prægtige dukketeatre med optrin fra eventyret og lange rækker af røde sko.
Udstillingen byder på masser af herlige børnebogsillustrationer med titler som ’Poulsens Pirater’, ’Illustrationer til Fruerne, Duerne, Fluerne’,’ Historien om Ælla & Ælmer Æselører Æsel’ og ’Helge Elg’.
Illustrationer for voksne
Mest for voksne er Erik Sørensens billeder med tydelig inspiration fra illustrationer i bedste ugebladsstil.
Mette Brahm Lauritsens og Randi Schmidts billeder hænger side om side på Gasværket. Aarhusvestportalen møder de to kunstnere på udstillingen.
Lav selv tekst til billeder
Mette Brahm Lauritsen har med hendes egne ord malet ’oliebilleder i børnehøjde’. Billederne er for børn og barnlige sjæle, men uden titler, for at børnene selv kan bestemme, hvad det er, og selv digte videre. Mette Brahm Lauritsen forklarer, at hun ikke har malet billeder til en tekst, men billeder, der kan illustreres med en tekst. Billedet kommer først. Teksten kommer bagefter, og den er det op til børnene selv at formulere.
Lad billeder selv fortælle
Randi Schmidts spændende tuschtegninger er til gengæld i udpræget ’voksenhøjde’ i både stil og motivvalg. Men heller ikke hun har en tekst, som billederne skal passe til eller fortælle videre på. Ved at udtrykke sig i billeder vil hun lade sine tegninger selv fortælle uden tekst. Hendes portrætter taler med stærke kropssprog.
– og meget andet, men kun i påsken
Illustrationerne præger væggene i Gasværket, men man kan også nyde keramik, glaskunst og bronzearbejder i de to udstillingslokaler.
To af kunstnerne på udstillingen, Marianne Schultz og Anna Sylvester-Hvid, har bygget udstillingen op. Den er et besøg værd i de to påskedage. Og tag endelig børnene med. Gasværket ligger på Byleddet 2. Bus nr 17 holder lige ved.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.