Kommentar
Som ”udsendt” fra Aarhusvest.dk til Krogerup Højskole på Nordsjælland var jeg så privilegeret at blive inviteret til Tv2s Dags Dato program i Nørrebro hallen. Dette var efter de berømte bil afbrændinger. Danmark brændte sagde man, og eleverne på højskolen havde en forpligtelse til at tage ind og høre politikernes løsninger på den nye konflikt i Danmark.
Men der foregår noget meget underligt i Danmark. Grovheder som det almene menneske ikke altid kan se med det nøgne øje. Det er en forbrydelse af forpestet dimensioner, men desværre er den samme bedrag accepteret i de fleste i de fleste ører og sind.

Vores indre filter er opslidt. Vi har svært ved at tyde sandheden gennem hundrede lags overdrivelser.
Denne forbrydelse vælger jeg at kalde, Ordets Massevoldtægt. Dette er hverken for at praktisere min til tider manglende forståelse for ironi. Ej heller for at forgribe mig på et allerede misbrugt ord, men ordets magt skal tilbage i sit es, og burde åbne mange eksistensers forseglede øjne.
Titlen på Dags Dato afsnittet hed Hvorfor Brænder Danmark og omhandlede container-, skole- og bilafbrændingerne på Gellerup, Nørrebro og Vollsmose. De respektive politikere var på deres plads. Reelle konfliktløsningsmetoder eller mæglende, diplomatiske evner så man ikke. Derimod var ulvene klare til at bekræfte, afkræfte, tage afstand fra og være retorisk uenige om denne populære problemstilling.
Dette var en mulighedernes aften. Der var chance for at vinde tabte stemmer hjem. Nogle brugte dette samme problem til at føre deres parti en smule mod midten. Mens andre bare svømmede i deres egen retoriske opkast.
Dette var den aften Ordet blev frataget sin mødom.
TV2 har aldrig været min mediedarling, men jeg gik dog med til at se på den blinde heksejagt. Der gik dog kun et kvarter så var jeg hurtigt på vej ud igen.
Dette var begyndelsen på en række sure opstød fra de enkelte politikere, men også krænkelsen af den saglige sprogbrugs rettigheder.
Gaderne lignede jo Gaza!
Dette udbrød den folkekære Justitsminister Lene Espersen, da hun blev spurgt indtil hendes første indtryk omkring brandene på Nørrebro.
Hvor er det uhyggeligt når man vælger at bruge en sætning uden nogen sans for akademisk perspektivering, eller morale for udtalelsernes betydning og virkning på den øvrige befolkning.

Gazastribens elektricitet er gået. Det eneste turbine der producerede el til Gaza er lukket på grund af mangel på brændstof. En sammenligning af disse uforenelige størrelser er derfor fuldstændig grotesk og uberettiget.
Det ved de fleste kritiske læsere og seere dog, men en selvfølge er det ikke i dansk politik.
Vi fyldes med retorisk snilde og gennemtænkt spin. Voldtagne ord, begreber, definitioner og vanærende sammenligninger.
Men vi æder dem, smager på dem, og desværre sluger vi dem også til tider.
Billeder af en brændende skole bliver vist på skærmen hos Dags Dato.
En 6-7-årig dreng med blå dådyr øjne kigger på dig gennem skærmen og fortæller dig, hvordan hans hverdag er blevet brændt sammen. Han er ked af det, fordi han føler hans liv i børnehaven er blevet stjålet fra ham.
Kald det usmageligt, amoralsk eller endda forargeligt. I branchen er det bare en god journalistik, der vækker den sovende del af befolkning.
Vækket bliver de, men samtidig bliver de forblændet af en ny bedøvelse af spin.
Befolkningens krav til politikerne og massemedierne er plumpende, i takt med deres integritet. Tiltro til ordets renhed er væk.
Lene Espersen sammenligner Nørrebro med Palæstina. Villy Søvndahl går i Anders Foghs fodspor. Pia Kjærsgaard får sine ætsende opstød fra dag til dag, men dem har vi jo vænnet os til. Søren Pind og Søren Espersen bliver fra dag til dag mere ængstende at høre på.
Men når man basker med informative faner er alt vel tilladt?
Den kritiske journalist er svær at få øje på. Endnu værre er den kritiske læser på sit dødsleje.