Politiken har 150 journalister, ingen med anden etnisk baggrund end dansk. Politiken har indført kvoteordninger for at få flere kvinder i ledelsesstillinger, men indførelse af samme strategi til rekruttering af journalister med anden etnisk herkomst end dansk er for kontroversiel, mener Tøger Seidenfaden (TS)i dette interview.
Er det så muligt for Politiken at give deres læsere et nuanceret billede af det multikulturelle Danmark?
TS: Det er et betydeligt handikap, at vores samlede journaliststab ikke afspejler den mangfoldighed, der er i samfundet. Det er noget, vi har diskuteret heftigt de seneste par år. Vi vil gerne ændre dette, men problemet er, at der indtil for nyligt har været for få journalister med anden etnisk baggrund end dansk på de institutioner, vi ansætter fra. Vi har dog de seneste år haft en til to praktikanter med anden etnisk herkomst. 
Har disse praktikanter ikke været kvalificeret til en mulig ansættelse?
TS: Vi har normalt ca. 20 praktikanter ad gangen. Af dem var der fem med anden etnisk herkomst. To af dem var gode kandidater til en ansættelse. Vi tilbød den ene ansættelse, men han ville hellere arbejde i Mellemøsten i stedet for København. Vi havde i forvejen to korrespondenter i hhv. Jordan og Libanon, så en ny korrespondentplads var der ikke råd til. Den anden bruger vi dog på forskellige projekter her i huset.
Du kalder det et handikap for avisen. Hvorfor har I så ikke en bevidst strategi for at tackle problemet?
TS: Vi står tættere på at lave en bevidst strategi, men min erfaring er, at det tager længere tid, end man tror. I alle de år jeg har været på Politiken, har jeg syntes, at der skulle flere kvinder i ledelsen. Ikke desto mindre har jeg i 10 til 12 år som chef kun set op til to kvindelige ledere ud af en chefgruppe på 14 til 15 mænd. Vi lavede derfor en målsætning. Den hed 30 procent kvinder på ledelsesposterne inden for fem år. Den strategi virkede, og vi er nu oppe på 25 procent kvinder i ledelsen.
Der skal være en balance
Kan man ikke bruge samme strategi for at rekruttere journalister med anden etnisk baggrund end dansk?
TS: Vi burde lave den samme strategi for at få flere journalister ind med anden etnisk baggrund. Den realistiske målsætning ville så ikke være en kvote på 30, men fem procent. Der skal heller ikke være en overrepræsentation i forhold til, hvor meget de etniske minoriteter egentlig fylder i samfundet. Der skal være en balance.
Hvad har hindret jer i at lave en klar strategi og skride til handling?
TS: Med kvinde-spørgsmålet var det meget nemmere at have en formel strategi. Manglen på journalister med anden etnisk baggrund er en rimeligt ny problemstilling. Når man gør noget for kvindernes ligestilling, får man generelt positiv omtale. På det etniske område er det meget kontroversielt. Der er en diskussion om, hvorvidt der er en ekstra pris at betale for at føre en bevidst politik på det område. Man har tidligere håbet, at det gik over af sig selv, men jeg er kommet til den konklusion, at man bliver nødt til at tage handling. Vi er dog stadig imod at vælge en journalist på baggrund af etnicitet. Dette vil betyde, at vi slækkede på vores kvalitetskrav.
Red: Vi talte med den pågældende freelance journalist, TS mente var blevet tilbudt en ansættelse.

Vedkommende afkræftede enhver form for ansættelsestilbud.