Aarhusvest-portalen har fået en ny menu på forsiden: ’Hjælp til aktive’.
Klik på denne menu åbner til en række muligheder for at finde hjælp til at komme gang med et projekt eller til at klare et problem i en forening.
Ikke et projektmagerværksted, men flere vejledere
Urbanprogrammet efterlod et uopfyldt ønske om at oprette et lokalt projektmagerværksted, hvor Vestbyens borgere kan sparre med andre og få gode råd om, hvordan de kan iværksætte et projekt, eller hvordan de skriver projektansøgninger.
Vestbyen har ikke fået et sådant projektmagerværksted. Men der er hjælp og råd at hente for initiativtagere til projekter. Og der er vejledning at få for foreningsaktive.
Boligsociale medarbejdere I Vestbyen
Yggdrasil i Gellerupparken, Trivselshuset i Bispehaven og Kulturhus Herredsvang huser boligsociale medarbejdere, som er til rådighed, – i hvert når det gælder projekter eller foreninger, der på den ene eller den anden måde har tilknytning til de almene boligområder.
Boligsocialt fællessekretariat i Århus
Også Det Boligsociale Fællessekretariat stiller sig til rådighed for beboere i alment boligbyggeri, men i hele Århus. Fællessekretariatet holder til på Saralyst Alle.
Idrætskonsulenter i Globus1
I Globus1 kan du møde to konsulenter, der især har forstand på det med idræt. De er ikke begrænset til bestemte boligområder eller boligformer.
Både Yggdrasil, Trivselshuset, Kulturhus Herredsvang og Globus1 hører alle hjemme i Vestbyen.
Frivillighedscenter Århus og Kvindehus
Frivillighedscenter Århus holder til i Midtbyen, men Jabbar Yazdani kommer om onsdagen til Vestbyen og kan træffes på Gellerup Bibliotek og i Kulturhus Herredsvang.
Kvindehuset har adresse i Viby, men Kvindehusets leder Ann Katrin Dybdahl kan tage imod kvinder fra hele Århus, der har brug for en håndsrækning til frivilligt arbejde.
Orienter dig på Aarhusvest-portalen
Se oversigten over projektvejledere og foreningsrådgivere under menuen ’Hjælp til aktive’. Og find frem til en mulighed for at få den hjælp, du som projektmager eller foreningsaktiv har brug for.