“De her 9 mill. kr. til boligsocialt arbejde i Bispehaven har vi tidligst fra januar 2009,” korrigerer en alligevel glad smilende Pia Mortensen, som håber, at de 9 mill. til den tid er blevet til 15 mill.
Pia Mortensen er som boligsocial medarbejder og leder af Trivselshuset i Bispehaven hovedkraft bag den fireårige boligsociale helhedsplan, der har udløst et foreløbigt tilsagn på 9 mill. kr. fra Landsbyggefonden. ” Men ud over de 9 mill. vil der være 4 mill. fra den almene boligafdeling Bispehaven selv. Og jeg håber da så sandelig, at Århus Kommune vil fortsætte sit tilskud til vores boligsociale arbejde med 2 mill. Det giver i alt 15 mill. til fire års boligsocialt arbejde fra og med 2009,” præciserer Pia Mortensen.
Trivselshuset og projekter for børn, unge og kvinder
En entusiastisk Pia Mortensen redegør for, hvad pengene åbner mulighed for: “Vi kan holde fuld gang i Trivselshuset og dets aktiviteter med cafe, lektiehjælp, kvindearbejde osv. Og vi kan bevare den boligsociale bemanding af huset.”
Planen åbner basis for at fortsætte dialogmøder for kvinder, men også for andre grupper. Det samme gælder arbejdet som ’Natteravne’, som også kvinder skal inddrages i.. ’Kontaktstedet’ for 7-14-årige skal genskabes for at give børnene positive voksenkontakter gennem hjælp til lektier, fester og udflugter. Et projekt rettet mod isolerede kvinder uden kontakt med arbejdsmarkedet nævnes af Pia Mortensen med særlig varme og alvor. Og der er mange former for undervisningstilbud i udsigt.
Nye hold Outsiders2insiders
Erfaringer fra projektet Outsiders2insiders skal danne udgangspunkt for et nyt mentorprojekt med tilbud til unge, der har brug for støtte. Over de fire år vil unge i hold på 8 få mulighed for en ny chance til at komme i uddannelse eller arbejde. Tilbudet gives til unge, der udpeges i et samarbejde mellem professionelle og frivillige i området. “Men denne gang vil vi oprette et rent pigehold, selv om piger også kan komme på et blandet hold,” gør Pia Mortensen klart og slår fast: “Det er noget for noget. De unge skal også klædes på til at blive initiativtagere til aktiviteter for andre børn og unge.”
James Bond og Emma Gad
“Og så skal James Bond møde Emma Gad,” griner Pia Mortensen: “De unge skal undervises i omgangsformer, pli og dannelse, så de kan begå sig i hele verden i alle sammenhænge.” Der følger en opremsning af eksempler på opførsel og manerer, der får selv Emma Gad til at ligne en spurv i tranedans.