Elever i en 4. klasse på Sødalsskolen i Brabrand har i 2007 som ’bydektiver’ arbejdet med arkitektur og byrum sammen med Virupskolen i Hjortshøj og Elise Smiths Skole i Midtbyen. Der er arbejdet med beskrivelse af værdier i de tre skolers lokalområders og med besøg i hinandens lokalområde.
‘Bydetektiver’ går igen på opdagelse efter sommerferien
Nu får 4., 5. og 6. klasserne på Toushøjskolen, Engdalsskolen og igen Sødalsskolen tilbud om at deltage i et nyt ’bydetektivprojekt’ med inddragelse af Branbrand/Gellerupområdet. Det oplyser projektmedarbejder Tiril Mark Høj. Hun forventer, at der onsdag den 30. april kan lægges sidste hånd på planlægningen, således at tilbudet om at være med snarest derefter kan gå ud til skolerne. Det nye projekt vil ligeledes sætte fokus på Midtbyen, Hjortshøj og Brabrand/Gellerup.
Positivt kulturmøde mellem Midtby og Vestby
Rapporten om Sødalsskolens 4. klasseelevers arbejde som ’bydetektiver’ er netop fremlagt og kan læses på Århus Kommunes hjemmeside, hvorfra den også kan udskrives.
I rapporten beskrives børnenes oplevelser af eget lokalområde og reaktioner på et af de to andre skolers lokalområde. Børnene har ikke samme fordomsfuldhed og fasttømrede forhåndsopfattelser, som voksne ofte giver udtryk for. Mødet mellem Midtbykultur og Gellerupkultur set med børneøjne var meget positivt.
Af rapporten fremgår (side 36), at besøget fra Elise Smiths Skole i Gellerup og Bazar Vest med Sødalsskolens elever som guider var et fascinerende møde for alle børn, hvor der blev bygget indsigt og forståelse. Rapporten refererer reaktionen: “Hvor er der bare flot her i Gellerupparken, her er så meget grønt.” – Og rapportforfatteren giver børnene ret i , at “– det er der.”
Sødalskolen gerne med igen
Lone Kristensen er klasselærer i den 4.-klasse fra Sødalskolen, der arbejdede som ’bydetektiver’. Hun er fuld af lovord om projektet. Det var godt for børnene. Og Lone Kristensen er glad for som voksen at have været med i projektet: “Børnene gjorde det bare så godt, og de var øjenåbnere for os voksne.”
Lone Kristensen er ikke i tvivl om, at Sødalskolen gerne vil være med i det nye projekt ’bydetektiver’, der starter efter sommerferien.
Se www.sporiaarhus.dk og www.aarhuskommune.dk (nyheder den 28-4-08)