Hvis afdelingerne selv spæder til, kan Holmstrup-området få ansat en aktivitetsmedarbejder.
”Dette er første trin,” siger Edvin Juhl fra afdelingsbestyrelsen i Holmstrup og fortsætter:
”Holmstrup, Odinsgården og Thorsbjerg har fået en foreløbig udmelding med forhåndstilsagn om støtte fra Landsbyggefonden på 1,35 mill. kr. til et fællesprojekt med ansættelse af en aktivitetsskabende og opsøgende medarbejder i en periode på to år. Men der er ingen garanti. I givet fald skal afdelingerne selv bidrage med 450.000 kr. Udover lønnen er der udgifter til husleje og andre omkostninger. Boligforeningen stiller kontorfaciliteter til rådighed, men der bliver jo også udgifter til alle mulige aktiviteter.
Nu skal vi til at have detaljerne på plads og i gang med en projektbeskrivelse, men det løber nok først af stabelen fra og med 2009. Det er et såkaldt nålestiksprojekt, der er vedhæng til helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj. Den giver mulighed for bevillinger til randområderne.”
Unge keder sig
I den yderst omfattende ansøgning begrundes hvorfor: I området er der mange børn og unge, der ikke har mulighed for at deltage i aktiviteter på stedet. Det viser sig ved, at de belaster området med vold, hærværk og anden kriminalitet. Lokale unge tiltrækker rodløse unge andre steder fra.
”Derfor skal der skabes nye aktiviteter for børn og unge, og gamle aktiviteter skal genetableres,” forklarer Edvin Juhl. ”Det viser sig, at om sommeren med godt vejr ved de ikke, hvad de skal lave og begynder at lave hærværk. Det er her ungeindsatsen skal sættes ind. Men som sagt, vi ved ikke så meget endnu.”