På en konference om etniske minoriteters deltagelse i det frivillige sociale foreningsliv spiller Århus Vest en hovedrolle i kraft af oplæg fra Sonja Mikkelsen. Hun taler på baggrund af sine tidligere erfaringer som sekretariatschef for Urbanprojektet, der løb i Århus Vest i perioden 2002-2007.
Også Murat Kilic fra foreningen Millennium IT i Århus Vest var med til at præge konferencen med et oplæg i en af de fire workshop.
Sonja Mikkelsen er nu projektleder for Århus Kommunes indsats i de udsatte bydele. Her arbejder hun med helhedsplaner, hvoraf helhedsplanlægning for Gellerup og Toveshøj er den første opgave.
Positive erfaringer fra Århus Vest
I sit oplæg deler Sonja Mikkelsen flittigt ud af sine – overvejende positive – erfaringer fra sit arbejde med Urbanprojektet i Århus Vest.
Sonja Mikkelsen understreger meget kraftigt betydningen af borgerinddragelse. Og hun påpeger vigtigheden af at gå på tværs. Projekter, aktiviteter og alt muligt andet, der sættes i gang, skal samle aktive og deltagere fra forskellige etniske grupper, fra begge køn, fra så mange aldersgrupper som muligt, på tværs af opdeling i offentlig og privat virksomhed osv.
Netop aktiviteter på tværs giver kvalitet og integration, og tværgående netværk skaber ny aktivitet
Få danskere med i frivilligt arbejde
Presset af et spørgsmål fra salen må Sonja Mikkelsen indrømme, at det i Urbanperioden kneb med af få danskere i Vestbyen med i det frivillige foreningsarbejde.
Under frokosten taler Aarhusvest-portalen med Susanne Schmidt Sørensen, der har erfaring fra sit arbejde i Folkeinformation på Gellerup Bibliotek og i Kulturhus Herredsvang.
Susanne Schmidt Sørensen bekræfter som sin oplevelse, at der mangler danskere i Vestbyens foreninger, og at de fleste foreninger i Vestbyen er etniske uden dansk islæt.
“Ved et typisk møde i Vestbyen får danskere løn, mens deltagere af anden etnisk oprindelse er frivillige,” konstaterer Susanne Schmidt Sørensen nøgternt som hendes iagttagelse.