Når skolebørnene sætter sig på skolebænken igen efter sommerferien, starter et nyt initiativ på Søndervangskolen – en familieskole for elever og forældre der har brug for en hjælpende hånd i forhold til at få et godt forhold til det at gå i skole.
”I familieskolen vil 10-12 elever ad gangen sammen med deres forældre blive tilbudt et 12 ugers forløb. Elev og forældre går i familieskolen tre formiddage om ugen, og eleven bevarer igennem hele forløbet kontakten til sin hjemklasse,” fortæller konstitueret skoleleder Anne Graah.
Hun forklarer, at forældrene i Familieskolen støtter og hjælper hinanden i forhold til eleverne, og at der ud over to lærere også er ansat to familiebehandlere.
For forældre, der er i arbejde, er der mulighed for at få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i de 12 uger, som forløbet varer.
“Familieskolen vil få et dejligt stort og moderne lokale til rådighed på Søndervangskolen. Et lokale med udgang til et lille græsareal og med nem adgang til skolens bibliotek og pædagogiske servicecenter,” tilføjer skolelederen.
Rammerne for Familieskole Syd er udarbejdet af Videncenter for Specialpædagogik, Socialcenter Syd, socialpædagogisk leder ved Søndervangskolen Jette Bøgballe og konstitueret skoleleder Anne Graah. Alex Madsen, som er afdelingslederleder på Familieværksted Syd, bliver projektleder i forbindelse med etableringen af Familieskolen. Alex Madsen har tidligere været med til at oprette familieskoler i Horsens.
Århus har i forvejen en familieskole i Tilst, og skolen i Tilst oplever stor succes med at få eleverne på rette vej i forhold til deres skolegang. Eleverne til Familieskolen i Tilst bliver visiteret via socialforvaltningen, det er ikke tilfældet på Søndervangskolen.
Hvis du vil vide mere om Familieskolen, kan du kontakte Alex Madsen, afdelingsleder Familieværksted Syd, Holmevej 180, 8270 Højbjerg, tlf. 89 40 53 07 mobil 20 12 62 29. Du kan også kontakte Jette Bøgballe eller Anne Graah på Søndervangskolen, Søndervangs Allé 40, tlf. 87 47 24 00.