Det vækker undren i Toveshøj, at kommunen og Brabrand Boligforening har valgt et logo for helhedsplanen, som kun nævner det ene boligområde, Gellerup, men ikke Toveshøj.
Afdelingsbestyrelsen er skuffet og kræver nu, at Toveshøj nævnes i logoet. Afdelingsformand Hasse Vind har fået tilbagemeldinger fra fem i bestyrelsen efter vores omtale af logoet, og der er ingen slinger i valsen: alle kræver navnet med.
Alle glemmer Toveshøj
Afdelingen ønsker også at blive spurgt til råds i sager, der vedrører Toveshøj:
“Vi er nemlig ikke blevet spurgt. Som sædvanligt…. Alle glemmer Toveshøj, som trods alt er den næststørste afdeling i boligforeningen,” siger Hasse Vind.
“Vi vil tages med på råd hver gang, der skal rettes i planen. Det er meget vigtigt for, at vi kan få folk her til at deltage i planen,” advarer Hasse Vind.
Projektleder: hele områdets logo
Sonja Mikkelsen, projektleder for helhedsplanen, kendte ikke til Toveshøjs reaktion, før borgerportalen kunne referere den. Hun er på ferie, men oplyser pr. mobiltelefon, at hun efter ferien vil tage kontakt til Brabrand Boligforening for at få redet trådene ud.
“Det er ikke mig, der har valgt logoet – det har en dommerkomite. Men det er meningen, at det er hele områdets logo, og det område hedder Gellerup. Toveshøj og Gellerupparken er en del af det, men det er også offentlige kontorer, Hejredalskollegiet og andre,” siger Sonja Mikkelsen.
Det er også processen, Toveshøj er skuffet over – at man gang på  gang glemmes?
“Ingen skal føle sig ekskluderet på grund af det her, og vi må jo mødes om det efter sommerferien,” siger Sonja Mikkelsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.