Den 11. august indviede borgmester Nicolai Wammen en dialogbænk i City Vest. Det skete sammen med Cherith Pedersen og Mehrangiz Jahandari, der begge er medlemmer af Århus Kommunes integrationsråd.
Dialogbænken er den første af i alt 30 dialogbænke, der opstilles i Århus.
Formålet er at styrke integration gennem samtale, og initiativet er et led i EU’s år for interkulturel dialog.
I alt tre bænke i Århus Vest
Af de 30 bænke får Århus Vest yderligere to, som 12- august blev indviet i  Bazar Vest og i Bispehaven. Det oplyser integrationskonsulent Cecilie Mortensen. Der har ikke været bænke nok til, at der også kunne blive en i Brabrand og en i Herredsvang. De tre bænke i Århus Vest skal efter planen stå til rådighed for dialoger resten af 2008.
– og så begyndte en dialog om mange forskellige temaer
Ved indvielsen i City Vest bruger borgmesteren en time på dialog på og ved bænken.
Nicolai Wammen pointerer betydningen af at undgå et ’dem og os’-Århus.
Der bliver talt om visioner for Århus. Der bliver diskuteret sprog og betydningen af sproglig forståelse. Også forretningsvilkår og iværksætteri bringes på bane. Helhedsplanen for Gellerupparken og Toveshøj er også et emne for dialog ved bænken. Og Mahindokht Sohrabi får sig en snak med borgmesteren om pensionisters vilkår i lyset af de stigende priser.
Borgmesteren hyppigt på besøg i Århus Vest
Invitationen til dialog på og ved en bænk i City Vest, Bazar Vest og Bispehaven er givet.
Det er ikke sikkert, at det bliver med borgmester Nicolai Wammen som ved starten den 11. august i City Vest. Men borgmesteren gav ved den lejlighed udtryk for, at der ikke er nogen anden bydel, han i sin egenskab af borgmester kommer mere i end Århus Vest.
Så hvem ved. Måske træffer du borgmester Nicolai Wammen ved en dialogbænk i løbet af efteråret. Men brug de tre dialogbænke i Århus Vest til dialog, også uden borgmester. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.