Lørdag den 23. August Kl 14.30 var der en masse børn og deres forældre samlet på Gellerup festplads for at holde sommerfest. Larmende, skrigende og grinende børn, der prøvede de attraktioner, der var på festpladsen.
Der var karrusel, fodboldbane, ansigtsmaling, kartoffelsmashing og måske hovedattraktionen: bogquiz og bogstabling.
”Denne fest har vi lavet i stedet for det ellers så populære Blok party, som desværre ikke kom op at stå denne sommer,” Siger Helle Hansen, formand for Gellerup Fællesråd.
Et af de populære indslag var en ung tryllekunstner, Nicklas Berg, som på dygtig vis underholdt børnene, og som efter showet lavede ballondyr til børnene.
Quizzer og bøger var meget populære
Hovedbibliotekaren for Gellerup og Hasle, Lone Hedelund, var mødt og med kassevis af bøger og quizzer. ” Jeg er bange for, at quizzen er lidt for svær” siger Lone,” der er jo ikke nogen, der læser de gamle tegneserier mere.”
Men en del børn kunne alligevel svaret, og de, som havde de flest rigtige svar, vandt en af de nye bøger Lone Hedelund havde med. Hun afholdt også en bogstablingskonkurrence, hvor man skulle stable bøgerne så højt, man kunne på 30 sekunder. Der kunne man vinde fribilletter til Gellerup svømmehal. Det var åbenbart en populær præmie, for børnene flokkedes om Lone Hedelund.
Efter konkurrencerne gik børnene amok i bogkasserne, som var kasserede bøger fra Nordgårdskolens Bibliotek, og tog en masse gratis bøger. Det var dog ikke helt Lone Hedelunds plan, at de skulle gives væk i dag, men skulle tilbage på biblioteket og foræres væk engang i næste uge.
Cirkus Tværs underholdte også til sidst, hvor de chokerede børn så til, mens de smed rundt med ild og lavede andre spændende kunstner.
Børnene var begejstrede for denne dag, og de sidste ord, der hørtes på pladsen var: ”Kan vi ikke få sådan en fest igen på lørdag?”