At Sødalskolen har modtaget 50 elever fra Nordgårdskolen, er ifølge skoleleder Susanne Berg forløbet uden problemer. ”Vi har ønsket, at alle nye elever skulle føle sig meget velkomne, men har ikke ændret noget særligt i forbindelse med, at vi skulle modtage 50 nye elever. For os er de elever, som skulle bydes velkommen fra Nordgårdskolen, ligesom som alle andre nye elever, vi modtager.”
Eleverne og nogle af deres forældre har derfor før skolestarten været på besøg i klasserne og til skolens fællesarrangement ”Forårsudstillingen 2008”. De har også modtaget skolens nyhedsbreve siden januar. ”Det er vigtigt for os, at de har følt sig velkomne på deres nye skole, inden de begyndte her.”
I begyndelsen af hvert skoleår laves der elevtests, som er med til at afgøre, hvilket niveau der skal undervises på, og om der er specielle ting, lærerne skal være opmærksomme på. For generelt at imødekomme det tosprogede barns behov for at kunne lære dansk som andetsprog og gøre dem bedre til dansk, fokuserer Sødalskolen meget på at undervise i små hold, så der er mere tid til den enkelte elev.
Susanne Berg mener, at alle børn, der skifter skole, har brug for særlig opmærksomhed og altså ikke blot, fordi de er tosprogede og kommer fra Nordgårdskolen.
80 procent tosprogede på skolen
Susanne Berg beklager, at de etnisk danske forældre vælger Sødalskolen fra. Flertallet af skoledistriktets forældre vælger at lade deres børn gå på skoler, hvor antallet af tosprogede er mindre. Sådan har det været de seneste 10-15 år, og selvom Sødalskolen har lavet diverse initiativer for at få børnene til at gå på den lokale skole, har det ikke ændret indstillingen hos flertallet.
”Skolen skal ikke betragtes som speciel, fordi vi har mange tosprogede elever, men skulle gerne ses som en god folkeskole, som børnene kan lide at gå på,” mener Susanne Berg
Kulturmødet er vigtigt
”Jeg synes, det er godt, at børn med forskellig kulturbaggrund møder hinanden, for vi lever i en globaliseret verden, og alle har fordel af at møde hinanden på tværs af kulturer. Det er der meget læring i. De fleste tosprogede børn er født og opvokset i Danmark, og det er vigtigt, at de bliver mødt som etnisk danske. Det danske sprog er fællessproget på enhver folkeskole, og vi fremhæver dagligt, hvor vigtigt det er at lære dansk rigtig godt for at få en uddannelse og dermed kunne klare sig videre frem og få et godt og aktivt liv.”
Det er vigtigt for skolelederen, at skolen ikke er kendt for at have 80 procent tosprogede, men for at være en god skole, hvor alle er glade for at gå. Én af de første ting, mange af børnene fra Nordgårdskolen sagde, da de så Sødalskolen, var, hvor pænt der er på skolen. På skolen går man meget op i, at man trives bedst, når der er pænt og indbydende omkring én – en skole skal være et sted, hvor alle har det godt og har lyst til at komme og lære.