I Gellerupparken er der hvert år – som afslutning på ramadanen – Eid-fest, som foregår lørdag den 4.10 i Nordgårdhallen.
” I år er det 6. gang vi afholder Eid-fest i Gellerupparken,” lyder det fra Walid Mahmoud, som er medlem af afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken.
Han fortæller, at ideen opstod hos afdelingsbestyrelsen som en del af en plan om at få flere aktiviteter for børn i Toveshøj og Gellerupparken. Før var der ingen Eid-fest for børnene i hele Århus. Festen er ikke kun for lokale beboere, men der kommer også familier fra andre dele af byen og oplandet.
Børn overalt
Der er meget larm. Råbende børn overalt og kæmpe køer foran de 3 forlystelser. Afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken har i dagens anledning lejet 2 hoppeborge og en fodboldbane med oppustelige sider. 
”De er lidt svære at styre, men leger meget pænt med hinanden, uden at komme op og slås,” siger Tina Andersen, som er medlem af afdelingsbestyrelsen og frivillig til arrangementet i dag. Indimellem må hun træde ind, når nogen snyder foran eller vælter målet, men ellers klarer drengene det meste selv.
De to drenge, Yones og Mohammed på 9 år, stiller sig beredvilligt op til at blive fotograferet, og styrter derefter videre hen til slikboden. “Det er det, vi er kommet for,” siger de.
Slikboden var mest populær
Said Abdilla Ali og Khaled Mansour, begge medlem af afdelingsbestyrelsen, er to af dem, som passer slikboden i dag. Man får to store poser slik og en juicebrik for 10 kroner, og de to føler sig rigtigt populære i dag.
”Vi har gjort det så billigt, så alle folk har råd til at sende deres børn herhen,” lyder det fra Said Abdilla Ali, og fortsætter:
”Folk derude har ofte mange børn, og hvis vi tog de priser, som supermarkeder gør, ville der nok ikke komme så mange.”
Han understreger, at arrangementet ikke er til for profittens skyld, men udelukkende for, at børnene skal have en god dag, og for at afslutte ramadanen på en god måde.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.