Fredag den 10.10 var der i Globus1 et debatarrangement kaldet Mediebilledet af etniske minoriteter – hvordan kommer vi videre? Det var arrangeret af Grundtvigs Højskole, Gellerup Højskole, Borgerportalen aarhusvest.dk og foreningen Ansvarlig Presse.
Formålet med dette debatarrangement var at diskutere og måske finde en løsning, på hvad man kan gøre for at der bliver skabt et mere positivt og sandt mediebillede af etniske minoriteter.

Det foregik i en paneldebat med de medvirkende: Seernes redaktør Lars Bennike fra TV2, Fikré El-Gourfti, journalist og stifter af foreningen Ansvarlig Presse, og Helle Hansen, journalist og Gellerup-borger.
Indlæg fra panelet
Fikré El-Gourfti mente, at pressen i dag har den forkerte tilgang til at skildre de etniske minoriteter. Han syntes, at pressen har så stort ansvar overfor borgerne, at de skal passe på med, hvad de sender. ”Medierne formidler ikke bare, men de skaber ligeledes en virkelighed for seerne, og det skal vi som journalister være meget opmærksomme på,” understreger han.
Helle Hansen havde, som Gellerupborger gennem 38 år, en del eksempler på mediernes historier i området. ”Minoritetsgrupperne bliver beskrevet i generaliserende vendinger og grupper bliver hængt ud.” Hun gav et eksempel fra sidste forår, da der omkring i landet var containerafbrændinger, og især Tv2-Østjylland, blev meget udskældt for deres ”Gellerup i Flammer”- overskrift, som de senere blev nødt til at lave om efter klager fra bl.a. Helle Hansen..
Lars Bennike mente, at et af problemerne er, at journalisterne ikke har et særligt stort kildenetværk med almindelige mennesker med anden etnicitet end dansk. ”Vi skal fremstille tingene præcist og nøjagtigt som vi kan. Overskriften ”Gellerup i flammer” kan TV2 Østjylland ikke forsvare. Medierne kan blive bedre, men alle kan bidrage til det. Jeg opfordrer også den anden vej rundt.”
Indslag fra tilhørerne
Efter de tre oplæg, var der livlig diskussion mellem de fremmødte og oplægsholderne. Byrådsmedlem Rabih Azad-Ahmad mente, at ”udvælgelsen af repræsentanter giver forkert mediebillede pga. journalisternes mangelfulde netværk.”
Flere mener, at der skal skrives flere positive historier, men Lars Bennike mener, at ”Positive historier vil ikke blive læst. Negative historier sælger. Der er desuden manglende medieforbrug iblandt minoritetsgrupperne.”
Helle Hansen mener dog, at det er mediernes negativitet, der gør, at minoritetsgrupperne ikke følger de danske medier.

Walid Mahmoud er ligeledes utilfreds med, at der ikke er positive historier,”  Kurt kommer forbi alle steder, undtagen Gellerup!
En deltager kommenterede: ”Hvordan kan vi alle sammen hedde danskere, når vi hedder ”vi” og ”dem”?” Og en pige med arabisk baggrund rammer det hele ind: ”Man er dansk, når man føler sig dansk!”
Deltag i debatten på www.komvidere.blogspot.com

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.