Mødet blev holdt i Viby Biblioteks sal, Rådmand Flemming Knudsen bød velkommen og glædede sig over, at så mange Viby borgere havde fundet vej til deres bibliotek en kold og mørk aften. Britta Bitsch, chef for Lokalbibliotekerne og Lene Hartig Danielsen, chef for Borgerservice præsenterede Biblioteks- og Borgerservicetilbudet, hvorefter Thorkild Holm Pedersen, Bibliotekschef i Frederikshavn fortalte om Det demokratiske Torv.
Derefter var der debat ved de forskellige borde, om hvordan bibliotekerne bliver en ressource for den enkelte, for foreninger og institutioner. Hvordan Borgerservice kan gøre opmærksom på sin eksistens og blive integreret i lokalsamfundet, og om hvordan biblioteket bliver et bedre tilbud og ikke mindst får fortalt om det.
Her blot en lille stribe af de mange stikord fra debatten:
Biblioteket skal signalere, at det er for alle. Adgangsforholdene skal være optimale, så også ældre og handicappede kan benytte bibliotekets tilbud. Børn skal gennem gode oplevelser på biblioteket, herunder arrangementer, få lyst til at bruge biblioteket, både i forbindelse med skole og fritid. Det kan være svært, at fastholde de unge som lånere, derfor er det vigtigt, at biblioteket er indrettet, så det også appellerer til denne gruppe. Når Borgerservice åbner, vil der komme flere biblioteksuvante, derfor skal indgangspartiet udnyttes til reklame for biblioteket.Biblioteket skal rumme stillezoner med plads til individuel fordybelse og zoner, hvor der er rum til samvær og debat.
Et aktivt Bibliotek
Bibliotek og Borgerservice spiller en aktiv rolle i lokalsamfundet. Der kan indbydes til fyraftensmøder om lokalplaner, byudvikling, aktiviteter og tilbud. Der skal være touchskærme og opslagstavler, hvor man kan komme med kommentarer og idéer, og der skal vises udstillinger i samarbejde med lokale foreninger.
Vigtigt kendskab til lokalområdet
Bibliotek og Borgerservice skal gøre opmærksom på deres eksistens via mange kanaler og skal samarbejde bredt i lokalområdet. Kreativiteten var stor og masser af gode samarbejdspartnere og informationskanaler blev nævnt f.eks folder i nye boligområder, omtale på vibysyd.dk, stand i Vibycentret op til åbningen af Borgerservice i februar – og efterfølgende, kontakt til fællesråd og idrætsforeninger, streamer på bybusser, reklamestander foran biblioteket, flyers og plakater i lokalområdet (der blev nævnt masser af gode steder).
Rådmand Flemming Knudsen sluttede aftenen af med at takke de fremmødte for aktiv deltagelse og bidrag til at gøre Viby Bibliotek og Borgerservice til et endnu bedre tilbud i fremtiden. Biblioteket er altid et besøg værd og fra midt i februar måned er der endnu mere at komme efter, når også Borgerservice byder velkommen på Skanderborgvej 170.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.