Musicalen Bølle Bob, som disse dage bliver opført på Gellerupscenen, er skrevet af Gunnar Geertsen, som skrev de oprindelige sange, som udkom på pladen “Bølle Bob og de andre” i 1978.
Den havde premiere i 1993 på Gellerupscenen, og nu kan den igen ses der, hvor det hele begyndte.
Let overskuelig handling
Da et blomkålshoved og ikke en statue, som den lettere neurotiske kioskejer Blom, har fået lavet af sig selv, bliver afsløret, tror alle at Bølle Bob er den skyldige. Men er han?
Blom har store visioner for sin lille by, og ønsker at Valde Underbid, som bor i en campingvogn på en losseplads, væk fra området.
Der hjælper børnene Valde, med at blive i campingvognen. Selvom det er historiens overordnede handling, handler det ligeså meget om, hvor svært det er, at være ung. ”Vi er ikke rigtigt voksne, vi er ikke rigtigt børn,” som en af sangene lyder.
Unge talenter
Bølle Bob er spillet af den lille Jacob Brath Vinge, og han ligner en fræk lille fyr, med sit krøllede hår og kasket på skrå. Smukke Sally, spillet af Sophie Flattum, er imponerende, som en overfladisk køn pige, som kun ønsker, at blive model.  “Nej, hvor er I barnlige,” er hendes foretrukne replik, mens hun opgivende kigger på de andre og hæver armen.
Alle de medvirkende i forestillingen er utroligt overbevisende, og er meget musikalske og talentfulde. I to tilfælde, bliver en enkelt linie af en sang glemt, og der går lidt kludder i timingen efter en solo, men ellers virker det meget godt indstuderet.
De 25 medvirkende formår, at få publikum med, og der bliver ivrigt sunget med og klappet, når en af de mere kendte sange bliver fremført på scenen.
Efter ca. to timer er forestillingen ovre, og de medvirkende bliver klappet af scenen. De dukker op igen og igen, fordi publikums hyldest ingen ende vil tage.
”Øv er den allerede færdig,” lyder det fra et barn, et par pladser længere nede, mens andre begejstret fortæller deres medbragte forældre, om hvor fantastisk forestillingen er.
På vej hjem lyder der toner fra forestillingen, fra børn, som ikke helt kan få oplevelsen ud af hovedet.
Bølle Bob kører på Gellerupscenen indtil den 14.12.
Se nærmere på www.gellerupscenen.dk