Vil man gerne have nydanske konvertitter i tale, er Church of Love det rigtige sted at gå hen. Det er en frikirke, hvor cirka 70 procent af kirkens medlemmer er iranere. Kirken lægger stor vægt på imødekommenhed og på samarbejde med forskellige kirkelige retninger både i og udenfor kirken.
Glæden og angsten følges
Hvorfor vælger man med en muslimsk baggrund at konvertere til kristendommen, tænkte borgerportalen og opsøgte kirken.
Det er ikke svært at få folk i tale i Church of Love. De vil gerne fortælle om deres liv og deres tro, men der er angst for forfølgelse hos nogle.

Børnene ville døbes
Det er “Maryam” på 46 år et eksempel på. Hun ønsker at være anonym, for hun er bange for, hvad der kan ske både hende selv og familien i Iran, hvis det kommer frem, at hun er kristen. Hun har to voksne børn, og de var årsagen til hendes omvendelse. I syvende klasse valgte de begge, at de ville døbes, og i den forbindelse begyndte Maryam at gå i den lokale folkekirke, Helligåndskirken i Herredsvang, uden at være medlem af folkekirken.

Hun forsøgte uden held at læse i en dansk bibel. På et tidspunkt fik hun gennem medlemmer af Church of Love en bibel på persisk. ”Og så forstod jeg alt,” siger hun. Hun blev helt afklaret med, at hun var kristen og blev døbt, og kommer nu fast i Church of Love. Det er en stor glæde for hende, og hun er aktiv i menigheden, både under gudstjenesterne, hvor hun synger i et lille kor, og i det almindelige menighedsarbejde.
Når hele livet set i lyset af troen
Nadja kom til Danmark for 23 år siden med sin familie, da hun var ti år. Hun bor i Viby med mand og tre børn.

For fjorten år siden havde hun problemer med barnløshed. Lægerne havde sagt, at hun ikke kunne få børn, men Nadjas kristne svigermor tog hende med til et møde, hvor en iransk præst kom direkte hen til hende og lagde hånden på hende og sagde ”dit ønske er opfyldt”. Ni måneder efter fik hun et barn. Efter dette, og andre tegn, blev Nadja kristen.
Omvendelsen skabte vrede hos forældrene, men Nadja bad og fastede for dem, og efter to-tre måneder ændrede de holdning og blev aktive kristne. Først blev faderen medhjælper i menigheden i Århus og siden præst. Denne præstegerning udøver han med støtte fra Nadjas mor fra deres hjem i Brabrand, hvor han står til rådighed for menigheden døgnet rundt.

Hele familien, også Nadjas bror, er stærkt engageret i kirken, og i at fortælle om Kristus til andre iranere. Som Nadja udtrykker det: ”Der var en mening med, at vi kom her til landet. Vi skulle møde Jesus og blive kristne, og når tiden er inde, skal vi vende tilbage og udbrede budskabet i Iran.”