En måneds spænding i Gellerup og Toveshøj blev udløst, da bestyrelsesmedlemmer fra de to afdelinger tirsdag eftermiddag var rundt for at fortælle beboerne i Jettesvej 17 og Janesvej 41, at de kan kalde sig Gellerup-mestre i rene opgange. Og Aarhusvest.dk var med.
”Tillykke – du har vundet!” lød det cirka 15 gange, da Helle Hansen og Walid Mahmoud fra Gellerupparkens afdelingsbestyrelse, samt Anett Sallsäter Christiansen og Ilham Mohamed fra Toveshøjs afdelingsbestyrelse sammen med projektinspektør Theo van Driessche tirsdag eftermiddag delte diplomer ud til de vindende opgange. Forud for kåringen er gået fire uger med intensiv rengøring af opgangene – og fire smileys til hver.
”Vi er meget stolte af, at der nu er blevet sat fokus på dette område, som efterhånden var det største problem herude,” siger projektinspektør Theo van Driessche. Han henviser til, at på Toveshøj er antallet af meget grimme opgange over fire uger blevet reduceret fra 10 til 4 – altså en reduktion på 60 procent. Omvendt er der hvad angår meget pæne opgange sket en forøgelse fra 5 til 12, hvilket vil sige en forøgelse på 58 procent. ”Det er helt fantastisk, at vi nu har fået flyttet en så stor del,” tilføjer projektinspektøren.
”Der er så lige de 10 procent, som stadig er meget grimme. Altså, vi overvejede jo at kåre den grimmeste samtidig, men vi blev enige med os selv om, at det ville vi alligevel. Det her er en positiv kampagne – og det er rigtig rart at være rundt ved folk”, tilføjer Helle Hansen.

Otto har gjort en forskel

På Toveshøj mødte vi Khaled Deaibes, som var glad for at kunne vise sin påklædnings-Otto frem. Det har netop været vigtigt for kampagneplanlæggerne at få hele beboerskaren med i kampagnen. At alle – selv de helt små – har fået kendskab til kampagnens værdier er resultatet af den strategi, som man lagde ved planlægningen af kampagnen. Khaled havde fået sin Otto på Tovshøjskolen.
Theo van Driessche kunne dog ikke konkret sige, hvordan kampagnen – der løber over et år – kommer til at løbe fremover.
”Vi har på et møde i eftermiddag overvejet, hvordan vi kommer videre med kampagnen, men jeg vil først den 3. Januar kunne sige helt konkret, hvad der kommer til at ske fremover,” siger Theo van Driessche og virker som en glad mand – ligesom de benovede vindere.