"Vi skal ikke acceptere, at gerningsmænd kan gå frit rundt i Gellerup og fortsætte med kriminalitet. Domstolene og fængslerne må hjælpe os med at få dem dømt og fjernet omgående af hensyn til sikkerheden og retsfølelsen."
Det mener socialrådmand Gert Bjerregaard i en kommentar til, at en lille, hård kerne på 10-12 unge ifølge politiet står for stort set al kriminalitet i området.
Skærpet kurs mod kriminelle
Derfor lægger Gert Bjerregaard op til en skærpet kurs for at pacificere gruppen. Rådmanden vil ligeledes forhindre, at mindre søskende og medløbere indleder en kriminel løbebane: "Jeg har bedt min forvaltning om at gå endnu tættere på de pågældende familier og skærpe kursen."
Dermed melder rådmanden sig på banen med konkrete bestræbelser for at skaffe almene boligområder af med det fåtal af brandstiftere, ballademagere og andre kriminelle, som udsætter andre beboere for problemer og utryghed.
Ja til at fjerne kriminelle, nej til at lukke for tilbud til børn og unge
Som tidligere omtalt på Aarhusvest.dk har borgmester Nicolai Wammen meddelt, at han over for Folketingets Retsudvalg vil argumentere for en registrering. Med det formål at fjerne personer, der plager et alment boligfællesskab, helt fra det område, hvor de har bedrevet deres aktiviteter.
Deltagere i en afstemning på Aarhusvest.dk har med et flertal på 2/3 tilkendegivet opbakning til at opsige familier i Gellerupparken, hvis deres børn kan gøres ansvarlige for brande i boligområdet.
Omvendt har et flertal på ¾ i en anden afstemning sagt nej til at lukke for tilbud til børn og unge, indtil der er faldet ro over Herredsvang.
Unge i Gellerup, Bispehaven, Herredsvang og andre almene boligafdelinger, der begår kriminalitet, er et mindretal i boligområderne. Der ser ud til at være opbakning til borgmesteren og rådmandens indsats for at stoppe små hårde kerner af kriminelle unge. Men det skal ikke gå ud over de mange andre børn og unge, der også er en del af de almene boligmiljøer. Tværtimod har flere med kendskab til vilkårene for børn og unge i Vestbyen over for Aarhusvest.dk peget på behov for udbygning af tilbud for børn og unge i bydelens store almene boligområder til et niveau som i andre dele af Århus (se nedenfor).
Tværgående indsats for at forebygge og bekæmpe kriminalitet
Rådmand Gert Bjerregaard vil tage initiativ til en arbejdsgruppe og invitere Politiet, Kriminalforsorgen og Børn og Unge-forvaltningen til at deltage sammen med Socialforvaltningen. Gruppen skal komme med forslag til en strategisk indsats, der både forebygger og bekæmper kriminaliteten. Rådmanden ser gerne, at den sociale indsats suppleres af lynjustits over for sigtede og dømte kriminelle, så hammeren falder hurtigt og konsekvent.