Adressen er den gode gamle: Skanderborgvej 170 midt i Viby, men dørene er slået op for meget andet nyt. Rodet har været på et højt niveau i 2 måneder men nu har efterårets støj og møg lagt sig, og gæsterne mødes af lyse og venlige rum.
Nye lokaler er lagt til de kendte fra 1956. Politiets lejlighed er indrettet med en helt ny gammeldags læsesal – et hyggeligt og stille rum med røde lamper og grønne vægge fyldt med aviser og blade. Alle romaner, krimier og andet godt læsestof er kommet på rette hylde i de nye lokaler, der tidligere rummede det lokale politi og paskontor.
Det store udlånslokale er ændret med nye reoler, nyt gulv og nymalede vægge. Her er faglitteraturen og personalet samlet og klar til at videregive viden og informationer.
 
Afdelingsbibliotekar Jette Sinding Rasmussen fortæller – ”De sidste måneder i 2008 var det svært at komme frem til bøger, musik, computere, aviser og blade på biblioteket, for at låne, men mange fortsatte dog trofast med at komme på besøg. Derfor er vi glade for at vi nu er ved at være færdige.”
Årets slutresultat blev et udlånstal på godt 325.000 og et besøgstal på godt 163.000 – faktisk en stigning på små 10.000. Dertil kommer at over 1500 børn og voksne mødte op til lektiehjælp hos de frivillige i bibliotekets sal, som hver tirsdag og torsdag indrettes til lektiecafé – især årets sidste kvartal viste et rekord stort antal gæster, ikke færre end 782 fik hjælp i efterårsmånederne.
Som sædvanligt mødte børn, forældre, dagplejere og pædagoger også talstærkt op til børnebibliotekets over 50 arrangementer i årets løb. De kom til film, teater, musik, rollespil, computerleg o.a.
De 15 litteraturaftener for voksne blev også godt besøgt og trak flere gange fulde huse. Den røde lygte måtte tændes både da Morten Sabroe og da Hanne-Vibeke Holst, lagde vejen forbi Viby Bibliotek.
Mandag den 16. februar 2009 sker der igen noget nyt: Borgerservice åbner for betjening i Viby og i tilknytning hertil vil der være indrettet et lille fællesareal med plads til debatmøder og udstillinger.
Jette Sinding Rasmussen slutter – ”Viby Bibliotek takker alle gæsterne for at udvise tålmodighed og forståelse, og hilser et nyt år med nye besøg velkomment.”