"Det er en overraskelse for mig, at så mange beboere i Gellerupparken og Toveshøj ikke har planer om at flytte." Den kommentar til en beboerundersøgelse i området kommer fra Troels Bo Knudsen, der er formand for afdelingsbestyrelsen i Toveshøj.
Troels Bo Knudsen hefter sig ved, at danskere ofte har planer om at flytte af mange forskellige årsager: "Det er ganske almindeligt at flytte, uanset hvor man bor. Derfor vil det også være ganske normalt at møde mennesker med ønsker om at flytte, uanset hvor man stiller det spørgsmål."
Efter Troels Bo Knudsens mening bekræfter undersøgelsen holdbarheden i den oprindelige ide bag byggeriet. Det skulle være boliger, det ikke er nødvendigt at flytte fra på grund af pladsmangel eller andre ændringer i familiens boligbehov.
Utryghed er et problem, der må gøres noget ved
"Men det er træls, at utrygheden ser ud til at være så udbredt," ærgrer Troels Bo Knudsen sig. Efter hans mening er følelsen af utryghed ikke altid velgrundet:
"Selv om den kriminalitet, der faktisk forekommer, mest finder sted i dagtimerne, føler beboere sig alligevel mest utrygge om aftenen."
Troels Bo Knudsen peger på, at en del af ’kriminaliteten’ ofte blot er banale normbrud, der ikke udgør en reel trussel. "Husk også på, at Gellerup og Toveshøj er et meget stort boligområde. Medierne bringer gerne historier fra vores område. Derfor er chancen for, at man som beboer har hørt om kriminalitet, rimeligt stor. Selv om en kriminel handling har været fjernt fra en selv."
Ikke desto mindre ser Troels Bo Knudsen den udbredte utryghed som et problem, der skal tages alvorligt og gøres noget ved. Det må indgå i arbejdet med helhedsplanen. Belysningen kan forbedres, og bevoksningen kan udtyndes. Troels Bo Knudsen er åben for kriminalpræventive foranstaltninger og herunder indstillet på at overveje videoovervågning.
Synligt politi er den bedste løsning
"Mere synligt politi er bedre end videoovervågning," mener dog Troels Bo Knudsen, "for mange er tryghed at kunne se en politipatrulje en gang imellem.
Troels Bo Knudsen har sågar hørt en beboer foreslå: "Drop helhedsplanen, og giv pengene til politiet i stedet for!"

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.