Det er koldt på toppen. Det måtte de tre formænd for fællesrådene i Hasle, Brabrand og Gellerup søndag formiddag sande, da trioen havde sat hinanden stævne på toppen af Bjergkammen på Hasle Bakker – 105 meter over vandets overflade.

Formålet med topmødet mellem Ole Hejgaard Sørensen, Hasle, Lise Lotte Andersen, Brabrand og Helle Hansen, Gellerup, var at nedlægge foreningen ”De 4 Fællesråd” (i dag kun ”De 3 Fællesråd”, fordi Herredvangs Fællesråd er nedlagt, red.)

Tidligere formand for Hasle Fællesråd, Ivar Nedergaard, der har haft funktion som kasserer i foreningen, deltog også i det forblæste møde, som samtidig markerede den formelle afslutning på det fællesrådssamarbejde, som blev iværksat under Urbanprogrammet.

Det var blandt andet ”De 4 Fællesråd”, der stod bag borgerinddragelsesprocessen med workshops og Vestbysamlingen i efteråret 2007. Og det var også det samarbejde, som banede vejen for borgerportalen Aarhusvest.dk og hele ideen med at uddanne borgerjournalister og få dem til at skrive om deres lokalområde.

Kager til borgerjournalisterne
Med afslutningen på Urbanprogrammet er fællesrådsformændene enige om, at foreningen ”De 4 Fællesråd” har udlevet sin rolle. Eneste forhindring i at lukke foreningen var en egenkapital på 359,46 kroner, som foreningen har modtaget i renteindtægter.

På toppen af bakkekammen var det dog ikke svært for fællesrådsformændene hurtigt at enes om, at beløbet skal overdrages til borgerportalen, hvor borgerjournalisterne opfordres til at formøble pengene på dejlige kager til deres næste arbejdslørdag.

Da underskrifterne på nedlæggelsespapiret var sat, tog forsamlingen sig tid til at tage et kig ud over den imponerende Skjoldhøjkilen, der løber ud fra foden af Bakkekammen. Og straks begyndte nye visioner for området at tage form… en skiløjpe med lift, motionsløb og masser af andre friluftsaktiviteter for vestbyen og resten af Århus borgere.
Der er nok af ideer at gå i gang med, konstaterede de lokale aktivister, som alle er indstillet på også at samarbejde i fremtiden, når der er behov for det.