I Bispehaven er nu 56% af lejlighederne beboet af danskere mod 35% omkring år 2000 før den nu færdige renovering. "Men det er egentlig ligegyldigt," siger Leif Scherrebeck. Han er formand for afdelingsbestyrelsen i Bispehaven og medlem af bestyrelsen i Boligselskabet Præstehaven, som Bispehaven er en del af.
Hyppige udskiftninger skaber problemer – ikke beboernes oprindelse
"Antal af den art til den ene eller den anden side er ikke lig med problemer. Det er vigtigere, hvor længe folk bor i f.eks. Bispehaven, end om de er af den ene eller den anden etniske oprindelse. Der findes også danskere, som bor her, fordi de ikke har andre muligheder," uddyber Leif Scherrebeck.
Hyppige udskiftninger af beboere er efter Leif Scherrebecks opfattelse et større problem end beboeres oprindelse. Når folk bor længere i en bebyggelse, skaber det respekt for boligen og dens omgivelser.
"Vi er jo ikke udsat for hærgende horder. Ser vi bort fra rent medløberi, er der problemer med en halv snes børn og unge. Og der er ikke nogen fællesnævner for, hvorfor de ter sig, som de gør," præciserer Leif Scherrebeck.
Han fremhæver – ikke uden stolthed – at andre unge fra området hører til i toppen af dansk rap.
Almene boligafdelinger udvikler sig efter samfundets behov
"Den almene boligsektor har siden sin start udviklet sig efter samfundets behov," mener Leif Scherrebeck: "Først var det at sikre mennesker, der ellers var henvist til slum, en ordentlig bolig. Det kulminerede med de supergode boliger i f.eks. Gellerup og Bispehaven. De blev overhalet af fordele ved ejerboliger. Samfundet brugte derfor almene boliger på en anden måde. I stedet skulle man huse den udenlandske arbejdskraft, som virksomhederne hentede til Danmark. Nu er vi igen i en ny behovssituation med boliger til et stigende antal mennesker uden muligheder på ejerboligmarkedet. Vi har set det ved en kraftig stigning på ventelisten det sidste halve år."
"Såkaldte ghettoer er simpelthen et resultat af de opgaver, den almene boligsektor har løst for samfundet i en periode med særlige boligbehov," lyder Leif Scherrebecks afskedssalut, – garneret med tilfredshed over de mange forskellige kulturers værdier, der gør Bispehaven spændende i positiv forstand.