Skjoldhøjkilen er ved at tage form i overensstemmelse med intentioner, der tidligere er beskrevet på Aarhusvest.dk (se nedenfor).
Skjoldhøjkilen er et langstrakt naturområde mellem Hasle Bakker og Anelystvej i en udstrækning på 3,5 km. På den smalle led kiler den sig ind mellem bebyggelser som Toveshøj på den ene side og Holmstrupbyggerierne på den anden side.
Som naturområde med stianlæg er Skjoldhøjkilen i sig selv et rekreativt område med attraktive muligheder for mange.
Men med projekt ’Leg, Læring og Idræt’ er Skjoldhøjkilen en nyskabelse, der ikke er set andre steder. Det mener i hvert fald Helge Meier fra ’Hasle Bakker’, der en selvejende institution under Idrætssamvirket i Århus.
På et borgermøde arrangeret af Hasle Fællesråd fortæller Helge Meier om de elementer, der indgår i ’Leg, Læring og Idræt’.
Elektronisk baseret undervisning  i naturen
Indretningen af Skjoldhøjkilen til undervisningsbrug er i fuld gang. Skolerne tilbydes tre forskellige undervisningsmoduler, nemlig naturlære og biologi, matematik og fysik samt et indskolingsmodul for de mindste klassetrin. Undervisningen foregår på ’stationer’ langs stianlæg, hvor eleverne får opgaver via mobiltelefoner eller bærbare computere.
Idræt med elektronisk ‘coaching’
Løbere kan udstyres med en elektronisk GPS-baseret ’løbecoach’ som træningsvejleder under løbetræning eller motion. Skjoldhøjkilen indrettes desuden til konkurrenceløb, orienteringsløb og extremerunning, samt mountainbike. De anlagte løberuter på tre, fem, syv eller ti km. er også til rådighed for stavgængere og andre motionister.
— og meget mere
Helge Meier fremhæver også muligheder for teambuilding og foreningsudvikling med naturen som pædagogisk instrument. Det lyder, som om kun fantasien sætter grænser for mulighederne med Skjoldhøjkilen som en ny og enestående kvalitet ved Vestbyen.
Helt ude ved Analystvej er den første af fem hytter rejst med hver plads til 12 personer. De kan for eksempel bruges til ly, hvile, undervisning, familiefrokost, eller fødselsdagsfest.