Rygterne svirrer: Beboerne på Hejredalskollegiet flytter ud igen, umiddelbart efter, de er flyttet ind. Dyster statistik er fremlagt: De fleste værelser står tomme.
Borgerportalen har aflagt et besøg, og her er det ikke det indtryk, vi får. Den første beboer, vi møder, er Troels Larsen, der ikke har oplevet noget dårligt. Troels studerer filosofi på andet semester og flyttede ind i august, og han er tilfreds med at bo her, bortset fra, der er lidt rodet. Der har ikke været indbrud i den tid, men en beboer fik en stor sten smidt på ruden. Det hænder, nogle uvedkommende ringer på om aftenen, ”men dem ignorerer vi bare,” siger han.
De var tolv, som flyttede ind på gangen i sommerferien. De syv bor her stadig. Til gengæld står fem værelser tomme. Der er også tomme værelser på andre gange. ”Det er rigtigt, nogen flytter med det samme. Vi kommer fra spredte kulturer. Her bl.a. en beboer fra Uzbekistan og en fra Brasilien. Jeg har ingen aktuelle planer om at flytte, selv om det er langt fra byen, men muligvis vil jeg på et tidspunkt studere i udlandet,” siger Troels.
Socialt liv
Der er ingen fast madklub, men Troels laver tit mad sammen med en anden dansker. Der holdes ofte fest, men nogle beboere drikker ikke.
De er fire danskere, som omgås meget med nogle fra andre gange og med brasilianeren, som har nogle ungarnske venner. Brasilianeren skal være to semestre i Danmark og derefter til England. ”Jeg tror, han har det godt her og morer sig,” siger Troels.
Dagen efter borgerportalens besøg er der indkaldt til kollegiemøde for alle beboere. ”Vi får lov til at snakke om det og være med til at bestemme,” siger han. Troels kender folk inde i byen, men kommer mest på universitetet. ”Der er ingen grund til at tage ind til byen. Det her er ikke det bedste sted at bo, men det er billigt, så jeg overlever, der er lidt langt til tingene. Det giver god motion,” slutter han.
Fakta om kollegiet
Lottesvej, Brabrand, 264 værelser. Med forgang, skab og toilet råder kollegianeren over 27,5 m2.
Flyttehyppighed: En flytteprocent på 50 betyder, at halvdelen af beboerne flytter om året.